Novo-klondyke i Kalundborg: Nu fisker Sabine efter fynsk arbejdskraft

Jobcenter-konsulent fra Kalundborg har indlogeret sig hos Odense Kommune. Ny kontrakt mellem de to kommuner sikrer, at ledige odenseanere kan få del i vestsjællandsk væksteventyr.

Mens der arbejdes på højtryk med at bane vejen for Novos ankomst til Odense, er der allerede fuld fart på rekrutteringen af nye medarbejdere til virksomheden.

 I dag havde Sabine Stensnæs fra jobcentret i Kalundborg første arbejdsdag hos Odense Kommune, hvor hun skal arbejde hver 14. dag.

Som det første sted i landet har Kalundborg og Odense Kommune indgået en samarbejdsaftale, der skal sikre odenseanske ledige del i det vestsjællandske væksteventyr.

For i Kalundborg er jobmarkedet blevet støvsuget i takt med Novos milliardinvesteringer. 

- Vi taler rigtig mange medarbejdere hen over de næste år, ja vi taler om flere hundreder, siger virksomhedskonsulent Sabine Stensnæs.

- Novo vækster helt vildt i Kalundborg og skal udbygge de kommende år, og det smitter af på den øvrige del af Kalundborgs erhvervsliv. Og det er brug for alle typer medarbejdere fra medarbejdere med videregående uddannelser til faglærte og ufaglærte, siger den sjællandske virksomhedskonsulent.

Og Sabine Stensnæs håber, at interesserede fynboer har lyst til at slå sig ned i Kalundborg. Derfor har kommunen et meget aktivt bosætningsteam.

Ud over Odense har Kalundborg også samarbejder på tværs af kommunegrænserne med andre kommuner, og man har forleden via en onlinemesse forsøgt at rekruttere udenlandsk arbejdskraft,

I Odenses beskæftigelsesafdeling er afdelingsleder Peter Ottosen glad for samarbejdet, og han fremhæver, at ledige akademikere kan være kandidater til jobs eller omskoling i Kalundborg.

Afdelingsleder Peter Ottosen mener, at Odense bl.a. kan hjælpe med at rekruttere ledige akademikere til job i Kalundborg.
Afdelingsleder Peter Ottosen mener, at Odense bl.a. kan hjælpe med at rekruttere ledige akademikere til job i Kalundborg.

Rådmand Christoffer Lilleholt forudser også, at der kan være arbejde til masser af fynboer inden for byggebranchen, der kan hjælpe med Novos udvidelser til op imod 40 milliarder kroner.

I forvejen kører mange busser hver morgen til Novo fra Odense med medarbejdere, og i fremtiden kan antallet altså blive endnu større.

Måske kommer nogen af dem også tilbage til Odense igen - når Novo anlægger sin fabrik i Odense.

Novo har ikke afsløret helt præcist, hvad virksomheden skal producere, men meget tyder på, at det er emballage og plastprodukter til Novos medicinalfremstilling.

--Vi kan allerede nu se, at job, der bliver slået op på Sjælland hos Novo åbner muligheden for at komme til Odense. Så kender man jo allerede Odense, og det er godt afsæt for Novo i Odense, siger Christoffer Lilleholt.

 

Oversigt

    Oversigt