Nye børnehuse på vej: - Vollsmose skal have en ny start

Odense afsætter nu 109 millioner kroner til blandt andet fire nye børnehuse. Tre af dem skal ligge i Vollsmose.

Der kommer flere børn i Odense de kommende år. Derfor vil kommunen nu etablere fire børnehuse og skabe flere vuggestuepladser.  

Det besluttede partierne onsdag aften, hvor de afsætter 109 millioner kroner til projektet.

- Det er dejligt, og jeg glæder mig meget til at komme i gang, siger Odenses Børn- og Ungerådmand Susanne Crawley (RV).

quote Medarbejdere og forældre skal være med til at udvikle dem

Susanne Crawley, Børn- og Ungerådmand, Odense

Tre ud af fire på samme adresse i Vollsmose

I Vollsmose lukker man seks ud af de syv daginstitutioner og bygger tre nye. De skal bygges på den gamle H.C. Andersen Skole. 

- Det er en nødvendighed, fordi vi har nogle børnehuse, som er helt udtjente. Det er på tide, at man ser nogle fysiske tegn på, at Vollsmose skal have en ny start, siger Odenses Børn- og Ungerådmand Susanne Crawley.

Det skal være tre selvstændige institutioner med egen indgang og legeplads. Det er endnu uvist, om der skal være fælles køkken.

- Vi bygger dem samme sted, fordi det er en fordel for de voksne at være sammen, når der for eksempel er sygdom. Men også fordi det er en god mulighed at bruge den gamle H.C. Andersen skole, som ligger rigtig godt, siger Susanne Crawley.

Medarbejdere og forældre skal involveres

Den sidste daginstitution skal bygges i det sydvestlige Odense. I de nye byggerier skal der være fokus på bæredygtighed og et godt arbejdsmiljø for medarbejderne, som også vil blive inddraget i byggeprocessen. 

- Medarbejdere og forældre skal være med til at udvikle de nye børnehuse. Jeg forestiller mig, at man kan lave forskellige profiler. For eksempel kan man lave en musikbørnehave eller en naturbørnehave, siger Susanne Crawley (RV).

Udover de fire dagtilbud vil kommunen også opgradere med flere vuggestuepladser og bygge nye gæstehuse og legestuer i dagplejen. 

Oversigt

    Oversigt