Nyt koncept: Bar med udearealer, aktiviteter og kendt kok klar til åbning

Et nyt spisested med barer og mulighed for at hygge sig med venner, familie og aktiviteter åbner i Bolbro i Odense.

I de gamle Gasa-bygninger i Odense-bydelen Bolbro åbner senere på måneden en ny, stor bar, hvor det også vil være muligt at hygge sig forskellige sportsaktiviteter.

Navnet er Gasa - Petanque & Shuffle Bar, og her kan man spille petanque, mens man nyder mad eller drikke.

- Det er det vildeste projekt, vi har skudt i gang - og i en vild tid, siger direktør Stig Berthelsen.

Kendt kok i spidsen for køkken

Det bliver Stig Berthelsen, der kommer til at stå for den daglige drift, mens Per Hallundbæk, tidligere kok på Falsled Kro, bliver gastronomisk chef i det nye køkken. 

Folkene bag er ved at lægge sidste hånd på lokalerne, og allerede 21. maj, vil man kunne få indblik i, hvilket slags sted det er. Den officielle åbning er dog først 26. maj.

De første dage vil den nye kæmpebar så småt åbne for offentligheden. Der er blandt andet et stort udendørsareal, hvor man vil kunne nyde vejret.

- Vi krydser da fingre for, at solen skinner, så vores store udeareal kan få sin store debut. Men heldigvis har vi 800 kvadratmeter overdækket terrasse, som folk kan hygge under, hvis nu det danske vejr er på spil til åbningen, siger Stig Berthelsen.

Koncerter på vej

Vil man konkurrere mod hinanden i spil, er der mulighed for at booke baner til petanque eller floorshuffle. Booker man bane, får man sit eget siddeområde, hvor man kan nyde både mad og drikke.

Det er også planen, at arrangere koncerter og andre begivenheder for gæsterne på Gasa - Petanque & Shuffle.

Selv om den nye bar umiddelbart virker som en konkurrent til Storms Pakhus, er det blandt andre folkene bag Storms Pakhus, der er med i det nye koncept.

Bjørn Hentze, der er partner i Bargroup, som driver Storms Pakhus, er med i seks barer og restauranter i Odense, heriblandt også Viggos, Blomsten & Bien og Ryan’s.

- Det er overhovedet ikke en konkurrent til Storms. I Storms Pakhus er der rigtig meget fokus på de mange forskellige køkkener. Her har vi meget mere fokus på spillene, siger Bjørn Hentze.

For stille i den vestlige del af byen

Han mener, at begge steder kan eksistere i Odense, men det er ikke tilfældigt, at de slår sig ned i Bolbro. 

- Odense har manglet et sted, hvor man komme hen og bare være sig selv og koble fra, siger Bjørn Hentze. 

- I den vestlige del af Odense har der været lidt for stille. Der sker ikke så meget, så vi håber på at kunne binde byen sammen, forklarer han.

Opkaldt efter blomstervirksomhed

Området omkring de gamle Gasa-bygninger har de seneste år været igennem en massiv forandring.

Den nye bydel i Bolbro hedder Gartnerbyen, og der er blandt andet bygget over 1.000 nye lejligheder i området. Derudover er letbanen ved at blive etableret i området.

Den nye bar ligger i de gamle Gasa-bygninger , der har holdt til i bygningerne. Herfra solgte virksomheden blomster og planter fra sit hovedsæde i Odense. 

Gasa - Petanque & Shuffle Bar åbner officielt 26. maj og vil være åbent fra onsdag til lørdag fra klokken 11 til 23 - og senere til klokken 01.