Nyt stort musikarrangement skal trække folk til havnen

Hjalmer, Scarlet Pleasure og Hugorm. Store navne gæster havnen i Odense denne sommer, og det er en del af at få åbnet området for alle.

Odense Havn har i årevis været et område, hvor man har ønsket at skabe liv, og nu skal Byens Ø danne ramme om ti koncerter sommeren over med store danske musiknavne.

Spillestedsleder for Posten og Dexter Morten Østlund siger, at idéen opstod med et ønske om at lave en koncert på havnen.

- Vi havde en koncert, som vi gerne ville holde på Odense Havn, og da Lindø Port var meget begejstrede for idéen om en udendørskoncert, så opstod konceptet, siger han og fortæller, at det hurtigt blev til en idé om flere koncerter.

Lindø Port tilbød rammerne på parkeringspladsen på Byens Ø.

Idéen om at lave flere koncerter opstod efterfølgende, og fredag afslørede Posten sammen med netop Lindø Port og entreprenørfirmaet A. Enggaard koncerterne, der skal glæde fynboerne sommeren over.

- Det er jo et helt nyt venue, og det har den bedste udsigt. Vi glæder os rigtig meget.

Morten Østlund siger, at man har fået en anderledes start og en mulighed for at få nogle store kunstnere på grund af coronaen.

- Det er klart, at hvad det angår, så har vi fået en god start, siger spillestedslederen.

Kan håndtere corona-koncerter

Corona er også tænkt ind i arrangementet. Man skal som deltager ikke være nervøs. Det er til at starte med koncerter, man skal sidde ned ved, der skal kun være 500 gæster, og så er man på Posten rutinerede i at overholde restriktioner i en coronatid.

De næste tre år holder man sommerkoncerterne, og man mener, at det kommer til at ligne den udformning, det har i år. Bare med flere gæster.

De ti koncerter på Byens Ø

Administrerende direktør for Lindø Port Carsten Aa er glad for at kunne lægge areal til det her arrangement.

- Vi trænger alle sammen til at komme ud, og det her er et supergodt formål, hvor et regionalt spillested står bag, siger han.

- Havnen er for hele byen, og vi håber, koncerterne kan være med til åbne området op.

For alle i Odense

Hos entreprenørfirmaet A. Enggaard er man også glade for at kunne bidrage med liv til havnen, som de er med til at bygge om. Det er en del af den måde, de arbejder med byfornyelse.

Projektchef Kim Marcussen mener, at koncerterne kan være med til at binde hele området bedre sammen.

- Det er en måde, vi kan åbne op for området, så det ikke bliver et sted alene for dem, der bor der, men for alle i Odense, siger han.

Planerne for byfornyelserne i området har tidligere skabt bekymring, men projektchefen siger, at det nye initiativ med koncerterne ikke bare er et middel til at skabe god omtale.

- Selvfølgelig vil vi gerne have positiv energi (om fornyelsen af havnen, red.), men jeg vil også sige, at folks bekymringer om for høje byggerier og lignende, måske hænger sammen med, at de ikke rigtig ved, hvad vi kommer med, siger Kim Marcussen.

- Jeg tror, der er en frygt for den hvide beton, som man kender fra det, der allerede er bygget på Odense havn, men vi kommer med skalmurede bygninger, og så har vi også sådan noget som en kvarterpark med legeplads i udsigterne.

Byliv med café, områder hvor man kan spise sin picnic og netop kultur med koncerter er afgørende for at lykkes med deres projekt, lyder det fra ham.

- Det er vigtigt for os, at rammen om nye bydele er et fællesskab. Ikke kun for beboere, men også at det tilfører byen noget. Her ser vi helt sikkert kulturen som værdifuld og derfor støtter vi det gerne.

Man kan booke billetter til koncerterne fra 10. maj. 

Oversigt

    Oversigt