OB håber på fuldt hus til superligapremieren

Politikerne har de seneste dage forhandlet om genåbningens fase fire. En af de ting, de har drøftet, er antallet af tilskuere til sportsevents.

Flere dages intense forhandlinger om næste skridt i genåbningen af landet ser ud til at være tæt på slut.

Statsminister Mette Frederiksen indkaldte sidst på eftermiddagen til pressemøde om coronasituationen i Danmark. Det afholder hun lørdag klokken 11.00.

En af de ting politikerne har diskuteret, er sportsklubbernes muligheder for at hæve antallet af tilskuere fra det loft på 500 personer, som var udgangspunktet i fase tre.

Ideen om flere tilskuere på stadion bliver modtaget med kyshånd hos både OB og Odense Bulldogs.

- Det betyder rigtig meget for os. Hvis man var herude (på stadion, red.) til de kampe med ingen eller meget få tilskuere, kontra det at være knap 4.000, så er der jo en kæmpe forskel, siger Jack Jørgensen, kommerciel chef i OB.

I løbet af foråret spillede OB flere kampe for helt tomme tribuner, inden de i slutningen af sæsonen gradvist fik lov at invitere flere inden for til hjemmekampene.

- Stemningsmæssigt og følelsesmæssigt lever vi jo af fans og sponsorer, så det var dejligt at få lov til at invitere dem tilbage på stadion, siger Jack Jørgensen.

Håber på fuldt hus

Den kommercielle chef håber, at politikerne giver OB og de øvrige superligaklubber mulighed for at åbne dørene for alle fodboldfans, når de rammer opstarten af den kommende sæson i september.

- Det vi som klub, Divisionsforeningen og Superligaen hele tiden har arbejdet på, er en fuld genåbning. Det er jo hele vores økosystem, der går i stå, når vi ikke kan spille for fuld kapacitet, siger Jack Jørgensen.

Han nævner OB’s åbningskamp hjemme mod FC København 13. september som et eksempel.

- Fantastisk vejr og en kamp, hvor der normalt ville komme 12-14.000 tilskuere. Her kan vi højst sandsynligt kigge ind i et væsentligt lavere antal, siger Jack Jørgensen.

OB og Odense Bulldogs vil have tilskuerne tilbage på lægterne.
Fotograf: Fotograf: Flemming Ellegaard Redigering: Flemming Ellegaard

Oversigt

    Oversigt