Odense Håndbold fik en horribel indledning på kampen, da klubben onsdag aften tog imod HØJ Elite i kvindernes liga. Alligevel endte det med sejr.
Efter syv minutter var fynboerne nede med 0-4, men efter yderligere syv minutter kom de for første gang foran, og så vandt de 37-26.
Odense var da også gigantisk favorit mod oprykkeren.
I den danske liga er kun Team Esbjerg lykkedes med at slå Odense i denne sæson, og pointtab mod oprykkeren HØJ ville være en mindre katastrofe.
Holder snor i rival
Fynboerne måtte klare sig uden keeperprofilen Althea Reinhardt, som onsdag meldte afbud til den kommende landsholdssamling med en skade i albuen.
Odense klarede dog ærterne alligevel, og med sejren holder klubben snor i Team Esbjerg, som også snuppede en pligtsejr onsdag aften.
Hjemme i det vestjyske havde klubben besøg fra hovedstaden, og København Håndbold kunne intet stille op mod favoritterne.
De norske stjerner Henny Reistad og Nora Mørk var flyvende og førte an i sejren, der kom til at lyde på 39-27.
Med sejrene onsdag aften fortsætter de to mastodonter i den danske liga med at buldre derudad mod første- og andenpladsen i grundspillet.
Esbjerg fører an med 37 point, mens Odense har samlet 36 point sammen.
Korte videoer