Odenses borgmester klar til mere corona-ansvar i genåbningsplan

I Kolding er man overbevist om, at kommunerne hurtigere og mere præcist kan slå lokale smitteudbrud ned. Peter Rahbæk Juel (S) fortæller, at man er klar til at påtage sig ansvaret.

I aftalen om en genåbning af Danmark, som blev indgået mandag aften, har et stort flertal i Folketinget aftalt at give kommunerne større beføjelser til at indføre corona-restriktioner lokalt.

Det kan eksempelvis være at lukke institutioner ned, hvis man kan se et begyndende smitteudbrud. Og det byder flere borgmestre velkommen.

Et af de steder i Danmark, hvor man har skullet nedkæmpe et lokalt smitteudbrud, er i Kolding.

Her er borgmester Jørn Pedersen (V) overbevist om, at kommunen hurtigere kunne have slået smitteudbruddet ned, hvis den havde beføjelser til at handle selv.

- Det er helt i tråd med, hvad vi oplevede dengang. Vi har stadigvæk en tro på, at hvis vi selv kunne håndtere det i forhold til lokale nedlukninger og så videre, så havde smitten ikke bredt sig så voldsomt, siger han.

- Der er ingen tvivl om, at det kunne have gjort en forskel, hvis vi kunne have ageret hurtigere. Det er vigtigt med den britiske variant, at man lokalt kan sætte ind og gøre det lige med det samme.

Fra Odense Kommune fortæller borgmester Peter Rahbæk Juel (S), at man er klar til at påtage sig ansvaret.

- Det handler om, at vi skal kunne agere hurtigt og sikkert ved lokale udbrud. Og der kan det nogen gange være en fordel, at vi som kommune kan handle uden at skulle ind over staten for at få tilladelse.

- Det ansvar kan vi godt bære. Vi er valgt demokratisk og lokalt. Og er vant til at træffe store og små beslutninger for byen. Men det skal selvfølgeligt hvile på et sundhedsfagligt grundlag, så vi skal selvfølgeligt kunne trække på styrelser og myndigheder.

Koldings Jørn Pedersen mener, at kommunerne har særligt gode forudsætninger for at vide, hvordan man målretter restriktioner og nedlukninger så præcist og afgrænset som muligt.

- Vi kunne simpelthen se, hvordan man færdes i hvilke skoledistrikter og børnehaver og ned på adresseniveauet, hvem der var smittet. Og hvordan det hele hang sammen, siger Jørn Pedersen.

- Det gør, at man kan lave nålestiksnedlukninger af lige præcis de børnehaver, de skoler eller lige præcis det fritidstilbud, der skal lukkes ned. Så kan alt det andet fint køre videre.

Oversigt

    Oversigt