Person i kritisk tilstand efter knivstik

En person er i kritisk tilstand efter at være blevet stukket med kniv i det centrale Odense. Politiet har afspærret et område, og afsøgt det med hunde.

Siden lørdag eftermiddag har Fyns Politi været tilstede ved Sankt Knuds Gade i det centrale Odense.

Det sker efter en person er blevet stukket med kniv. Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Ifølge politiet er offeret kørt til Odense Universitetshospital i kritisk tilstand.

Fyns Politi har afspærret det grønne område omkring Sankt Knuds Gade og Dagmargade, hvor hundepatruljer i løbet af dagen har undersøgt området. 

Politiet vil fortsat være til stede og undersøge området nogle timer endnu. De leder stadig efter gerningsmanden- eller kvinden. Ifølge Thomas Jasper har de et signalement, men ikke nok til at gå ud i offentligheden med en efterlysning.

Ifølge beboere i området har der tidligere været seks politibiler og to ambulancer til stede.

TV 2 Fyns reporter på stedet fortæller også, at beboerne i området, der er afspærret, har fået besked på at blive indenfor.

Fyns Politi formoder ikke, at overfaldet er banderelateret.

En person er kørt til OUH i kritisk tilstand. Fotograf: Redigering: