Politiaktion ved Nyt OUH: Medarbejdere er før blevet bortvist for alkoholforseelser

Ifølge direktøren for Nyt OUH har man siden efteråret gjort en særlig indsats for at komme alkohol på byggepladsen til livs.

22 personer blev tirsdag morgen sigtet efter en større politiaktion ved byggepladsen, der skal blive til Nyt OUH. 

Af de sigtede var der for to personers vedkommende tale om spirituskørsel, og for én var der tale om at køre bil med narkotika i blodet.

Og netop den slags forseelser er ikke et nyt fænomen for byggepladsen. Det fortæller Torben Hedegaard Jensen, der er direktør for OUH og ansvarlig for Nyt OUH.

- Vi blev opmærksomme på nogle ting i efteråret, hvor vi fik indikationer af, at der var alkohol på pladsen, og det har vi fulgt op på med stikprøvekontroller, og det er blevet bedre. Der har også været konsekvenser af det. Der var folk, der blev bortvist fra pladsen i efteråret, siger han til TV 2 Fyn.

Stikprøvekontrollerne foregår ifølge direktøren én til to gange om måneden, og under kontrollerne i maj måned blev der ikke konstateret nogen overtrædelser.

- Vi ønsker ikke alkohol og narko på byggepladsen ude på Nyt OUH, og vi gør alt, hvad vi kan for at forhindre det. Som sagt, så kontrollerer vi løbende, og vi er kommet ind i en god situation nu, vurderer vi selv. I maj måned var der ikke nogen. Nu finder politiet noget i dag. Det bekræfter bare, at det her er en indsats, vi skal blive ved med at have fokus på, siger Torben Hedegaard Jensen.

Flere hundrede kontrolleret

Under tirsdagens aktion blev der kontrolleret omkring 150 køretøjer og 460 personer. Indsatsen foregik i samarbejde med Tungvognscenter Syd, Arbejdstilsynet og Nyt OUH’s arbejdsmiljøgruppe. Fyns Politi deltog med medarbejdere fra Operativ Færdsel samt Udlændingeafdelingen

Ifølge Anders Brahe, der er politikommissær ved Fyns Politi, hænger antallet af sigtelser blandt andet sammen med, at der var tale om en bredspektret kontrol.

- Det er klart, at når vi kigger efter specifikke ting på køretøjer og personer, så finder man også mere, og i og med at vi har den her fælleskontrol, hvor der er mange typer af sager, vi kigger efter, så genererer det mere, end når vi blot standser køretøjer ude på offentlig vej, siger han.

Det kom der ud af politikationen ved Nyt OUH

Fyns Politi er ligesom OUH selv opmærksomme på overtrædelser på byggepladsen, og resultatet af dagens kontrol er derfor heller ikke overraskende for politiet.

- Det er i hvert fald bekræftende i forhold til, at vi ved, at der er et billede derude, som tyder på, at der er en del overtrædelser, og det er vi nødt til at sætte ind over for, siger Anders Brahe.

Narkotilfælde er nyt

Hvilke konsekvenser det får for de personer, der nu er sigtet for henholdsvis spirituskørsel og narkokørsel ønsker Torben Hedegaard Jensen ikke at kommentere på nuværende tidspunkt.

- De konkrete sager må vurderes nærmere. Nu er de foreløbig sigtet. Men som jeg nævner, så har vi en nultolerancepolitik, og der er en del eksempler på medarbejdere, der er blevet bortvist fra pladsen, siger han.

Selvom man i længere tid har vidst, at der har været alkohol på pladsen, er narkotikatilfældet nyt.

- Nu var der et tilfælde med narkotika. Vi har ikke tidligere indikationer på det. Det er lidt mere kompliceret for os at teste på det. Det tager længere tid, og det gør man kun på mistanke, så der er noget, vi skal have fulgt op på og fundet ud af, hvordan man får håndteret fremadrettet, siger Torben Hedegaard Jensen.

Udover de færdselsrelaterede kontroller fik 75 personer kontrolleret deres opholds- og arbejdstilladelser.