I det fynske folks tjeneste

Politiet på pandajagt: Rød panda stak af fra Odense Zoo

En rød panda stak onsdag aften af fra Odense Zoo. Den er nu tilbage i dyrehaven.

00:34

En af de to røde pandaer fra Odense Zoo stak af onsdag aften. Video: Foto: Alex Tran - Video: Mads Ingemann

Fyns Politi måtte på en atypisk opgave sent onsdag aften, da en anmelder kontaktede politiet med beskeden om, at der løb en panda rundt på vejene ved Odense Zoo.

- Jeg blev ringet op af vores vagt, der var blevet kontaktet af politiet, der kunne fortælle, at nogen havde set vores ene panda ude i trafikken, fortæller Nina Collatz, der er chefzoolog og vicedirektør i Odense Zoo.

Hun fik hurtigt fat i en dyrlæge og den dyrepasser, der normalt passer pandaerne, og tog så ind til den zoologiske have. Her kunne hun konstatere, at politiet havde fundet den bortløbne panda i et højt træ ved åen, hvor betjentene stod og holdt øje med den.

- Da dyrlægen kom, fik han den bedøvet med en pil. Pandaen faldt ned i et net, som dyrepasseren havde hentet, og vi kunne så tage den med hjem, siger Nina Collatz.

FAKTA OM DEN RØDE PANDA

Den røde panda er dygtig til at klatre og finder det meste af sin føde i træerne. Den har en modsatrettet tommelfinger, så den er god til at holde fast, når den kravler fra gren til gren.

 
Hannerne har særlige kirtler ved haleroden, som de bruger til at lave duftmarkeringer for at afmærke deres territorier.

 

Desværre er den røde panda en truet dyreart. Dens leveområder bliver mindre, og den jages på grund af sin flotte pels. 

 

Hvis du ikke lige kan få øje på de røde pandaer i anlægget i Odense Zoo, så kig op i træerne. Her ligger de tit og sover om dagen, for de er mest aktive om natten.

 

Den røde panda lever primært af vegetarisk føde, men også af insekter, fugleunger og små pattedyr. Den kan blive op til 14 år.

 

Kilde: Odense Zoo

Se mere

Der bor to røde hunpandaer i Odense Zoo, og hvordan den ene af dem slap ud i friheden, skal de nu i gang med at undersøge i den zoologiske have.

- Vi gik en runde i anlægget, og vi kunne se, at en bambus var væltet ind over hegnet. Den har pandaen formentlig fundet og spist af, og så er den blevet nysgerrig og er kravlet op. Det er det, vi umiddelbart kunne se med en lommelygte i mørket, men nu skal vi have det hele undersøgt i dagslys, siger Nina Collatz.

Dygtig klatrer

Sammen med dyrepasseren og dyrlægen fragtede hun pandaen tilbage til haven, hvor de sammen blev hos den, mens den vågnede op. Hun forsikrer, at pandaen har det helt fint efter springturen.

- Hun fik noget at vågne på efter bedøvelsen, og da vi kunne se, at den var helt vågen, lod vi den få fred for natten. Men den var nok lidt træt og stresset over sine egne oplevelser, siger Nina Collatz.

Den røde panda er ikke i nærheden af at være lige så stor og tung som den mere kendte store panda, der er sort og hvid. Chefzoologen fortæller, at den røde panda er en meget dygtig klatrer, der gerne går på opdagelse, hvis muligheden byder sig.

- De er sindssygt gode til at klatre. Kan de finde noget at kravle i og finde op og ud, så gør de det. Så vi skal have klippet de bambus, der står ved hegnet, så det ikke sker igen. For det skete også sidste år, siger Nina Collatz.

For det er som chefzoologen siger nemlig ikke første gang, Odense Zoo må ud at lede efter en af de røde pandaer. I starten af 2019 blæste den ene af pandaerne ud af haven.

Læs også Stormvejr blæste panda ud af Odense Zoo

Pandaen blev efterfølgende fundet i et højt træ hos en af naboerne, og efter samme fremgangsmåde som blev benyttet onsdag aften blev pandaen bedøvet, inden den i et lagen kunne fragtes tilbage til Odense Zoo.

Den historie kan du læse mere om her.

01:31

Se et længere interview med Nina Collatz fra Odense Zoo.

Luk video