Rådmand overhales af ung kandidat: - Det er en desavouering af spidskandidaten

Radikale i Odense har fået to mandater og en rådmandspost. Spidskandidaten Susanne Crawley får dog baghjul af ung kandidat, der ser ud til at få omkring 1000 stemmere mere end den garvede politiker.

Radikale fik et flot valg i Odense, hvor de gik frem fra et enkelt mandat til to. Samtidig er partiet også i konstitueringsaftalen sikret en rådmandspost, som umiddelbart så ud til at gå til Susanne Crawley.

Fremgangen skyldes blandet andet, at den 24-årige kandidat Anne Skau Styrishave har fået et fremragende personligt valg. Med foreløbig knap 1.100 flere personlige stemmer end rådmanden Susanne Crawley er hun kraftigt medvirkende til, at Radikale er gået fra et til to mandater og dermed er sikret afgørende indflydelse i Odense.

Det flotte valg ser dog ikke ud til at bringe den unge politiker, som også er blevet valgt ind i Regionsrådet ved tirsdagens dobbeltvalg, i spil til den rådmandspost, som Radikale får. 

- Hvem der får flest stemmer har ingen betydning for, hvem der får posten som rådmand i Odense Kommune. Politik handler om forhandling, siger formanden for Radikale i Odense, Kristian Grønbæk Andersen.

Han har ikke yderligere kommentarer og henviser til de to kandidater. Ingen af de to radikale politikere har ønsket at kommentere på den nuværende situation.

Voldsom overhaling

TV 2 Fyns politiske kommentator Jesper Buch vurderer dog umiddelbart ikke, at der per automatik står Susanne Crawley på partiets rådmandspost. 

- Men min vurdering er, at der hvor det kan give anledning til diskussion, er internt i Radikale, hvis Anne Skau Styrishave mener, at hun har ret til rådmandsposten, fordi hun har fået et bedre valg. Så kan det give gnidninger. Hvis hun er tilfreds med at være valgt ind, falder det til ro i al fredsommelighed, lyder vurderingen fra Jesper Buch.

Han understreger, at det aldrig er rart for en spidskandidat at blive overhalet af nogen, der ligger længere nede på listen og kalder det for "vælgernes desavouering af en spidskandidat."

- Crawley tegner partiet og har haft otte år som rådmand - og alligevel bliver hun overhalet.

- Det var tæt på sidste gang, og denne gang tyder meget på, at det sker. Det er en voldsom overhaling, siger Jesper Buch. 

Socialdemokraten Maria Brumvig (tv.) venter sammen med Anne Skau Styrishave og Susanne Crawley på de personlige stemmetal.
Socialdemokraten Maria Brumvig (tv.) venter sammen med Anne Skau Styrishave og Susanne Crawley på de personlige stemmetal.
Foto: Ole Holbech

Oversigt

    Oversigt