Ramt af sygemeldinger: Fynboer venter i timer på test fredag

Hvis man tager sig en gåtur i Odense centrum fredag morgen, møder man en kø af mennesker, der venter på test, helt fra rådhuset til Magasin. I Glamsbjerg var ventetiden fredag morgen én time.

Fredag morgen er der mange mennesker, som må væbne sig med tålmodighed, hvis de vil have en kviktest ved rådhuset i Odense.

Køen er nemlig rigtig lang, og en af dem, der har ventet længe, fortæller, at det var et nedslående syn, da man kommer ind.

- Jeg var her tyve i otte, og da de åbnede klokken otte, var der kun to podere, og jeg endte med at stå i kø i cirka en time, siger Niels Thuelund.

Indenfor kunne Niels Thuelund tælle mere end ti testbåse, men kun to af dem var i brug.

Ikke det eneste sted

Thuelund er frustreret over, at der ikke er bedre styr på tingene. Han er nemlig nødt til at få sin test.

- Du kan jo ikke gøre noget. Jeg skal ud at spise i morgen aften, så jeg var tvunget til det. Men at man ikke er mere forberedt, og at de først åbner klokken otte, er helt hen i vejret.

Hos Region Syddanmark er man klar over problemerne i Odense, og regionen er i dialog med Carelink, som varetager opgaven med kviktestene.

- Vi har haft rigtig mange sygemeldinger her fredag morgen. I alt 17 podere har meldt sig syg, og det har betydet meget lange køer i blandt andet Odense centrum, siger Gitte Jørgensen, der er præhospital leder i Region Syddanmark.

Hun oplyser, at Carelink er i gang med at indkalde afløsere, og at testkapaciteten skulle komme op på normalt niveau i løbet af fredagen. 

-  Men vi kan ikke helt undgå lange ventetider på spidsbelastningstidspunkter, siger Gitte Jørgensen, der er præhospital leder i Region Syddanmark. 

- Måske kan man også bygge testcenteret på Flakhaven anderledes op, tilføjer Gitte Jørgensen, der fortæller, at hun nu vil gå i dialog med Carelink.

Testcenteret ved Odense Rådhus er dog ikke det eneste, der har lang ventetid.

Også ved testcenteret ved Rismarksvej i Odense og ved Glamsbjerg i Assens Kommune oplever man problemer fredag på grund af sygemeldinger. I Glamsbjerg var fredag formiddag en times ventetid. 

Her står folk i kø til test i Glamsbjerg.
Her står folk i kø til test i Glamsbjerg.
Foto: Peter Bergman

- Vi ved, at der er stor efterspørgsel efter test op til en weekend og især om morgenen. Vi kan ikke undgå kø, og vi opfordrer borgerne til at lade sig teste på andre tidspunkter end morgen og eftermiddag, siger Gitte Jørgensen. 

Fra torsdag blev der lempet for reglerne, så danskerne igen kunne nyde at være sammen i andre og større sociale sammenhænge.

Coronapasset er dog stadig en realitet, og derfor er der mange, der skal testes i disse dage.

- Carelink er operatør på teststederne og vi har dialog om bemandingen med dem, men vi skal også sikre ordentlige arbejdsforhold for vores podere, så vi kan ikke bare indsætte mere arbejdskraft i få timer om morgenen, forklarer Gitte Jørgensen. 

Ifølge Gitte Jørgensen bliver der i øjeblikket testet 50.000 syddanskere i døgnet. 

Følgende åbnede 6. maj: