Rigmand og klub klar med plan for ny curlinghal i Odense

Odense kan snart få sin egen curlinghal. En række private investorer er klar til at investere millioner af kroner i en hal i udkanten af Odense. 

Seks millioner kroner har en kreds af investorer foreløbig samlet sammen, så Odense kan få sin egen curlinghal. Målet er, at medlemmerne med deres egen hal på 1.440 kvadratmter kan dyrke curling uden at skulle dele isen med kunstskøjteløbere eller ishockeyspillere.

- Vi kan dyrke lidt motionscurling i Odense Skøjtehal, men det svarer til at lade fodboldspillere spille fodbold på en pløjemark, siger Mikkel Juul Larsen, der er formand for Odense Curling Club. 

Vinter-OL skaber interesse

Curlingklubben har siden OL i Sydkorea oplevet stor vækst i antallet af medlemmer. På få måneder gik klubben fra omkring 20 medlemmer til de nuværende 44.

- Hver gang der er vinter-OL, så oplever vi vækst og nye medlemmer. Men vi har svært ved at fastholde nye medlemmer, da vi ikke har vores egen curlinghal og den rigtige is at spille på. Enten holder de op eller søger mod byer med egen curlinghal, siger Mikkel Juul Larsen. 

I øjeblikket er Odense Curling Club ved at søge fonde og finde de sidste investorer, så klubben kan få sin egen hal. Klubben har også en grund, hvor den nye hal skal ligge.

Ifølge klubbens oplæg skal den nye curlinghal ligge på Pederstrupvej 100 i det nordvestlige Odense. Grunden er ejet af den tidligere murermester Lasse Damm, der flyttede til Odense for fire år siden.  

- Jeg har spillet curling hele livet og synes, at Odense har brug for en rigtig curlinghal, siger Lasse Damm, der ikke ønsker at kommentere, hvem der udover ham selv, er investorer i curlinghallen.

Nye talenter

På tirsdag skal Odense Curling Club præsentere planerne for politikerne i Odenses by- og kulturudvalg. I første omgang handler det om, at kommunen via ændrede lokalplaner skal tillade, at klubben kan opføre hallen på Pederstrupvej.

- Det vil betyde, at vi kan tiltrække både nationale og internationale curlingturneringer til Odense. Samtidig vil talentmassen blive større, og vi vil forhåbentlig få flere spillere fra Odense, der kan klare sig både nationalt og internationalt, siger Mikkel Juul Larsen. 

Derudover har Odense Curling Club også planer om at tilbyde skolecurling og kørestolscurling i den nye hal, der bliver på 24 gange 60 meter, og også vil have plads til publikum.

Her skal curlinghallen efter planen ligge:

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt