Skattebetalt annonce: Borgmester kritiseres for at føre valgkamp for borgernes penge

En annonce for grønne tiltag i Odense Kommune bliver kritiseret for at være utidig promovering af borgmester Peter Rahbæk Juel (S) for borgernes penge.

En annonce for Odense Kommunes klimaplaner møder hård kritik blandt flere borgerlige politikere i Odense byråd.

Problemet er ifølge politikerne to billeder af borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der fremgår i stort format på den ene af en annonces to sider i avistillægget "Det bæredygtige Danmark", der udkom 17. april med Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis og syv andre aviser. 

Ifølge byrådsmedlem Claus Houden (V) og rådmand Søren Windell (K) er det stærkt kritisabelt, at billederne af borgmesteren fylder så meget i en annonce, der er bestilt og betalt af kommunen. 

- Umiddelbart ligner det en tidlig valgannonce betalt af borgerne. Det, synes jeg egentlig, er upassende - særligt i et valgår, siger Søren Windell. 

Borgmester på cykel

Det ene af de to billeder af borgmesteren er et portræt, det andet er et stort billede af borgmesteren på cykel i grønne omgivelser. I teksten under billedet står der: 

"Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel cykler hver dag til og fra sin arbejdsplads på rådhuset. Man skal bidrage, hvor man kan i klimakampen, mener han."

Teksten er ifølge Claus Houden et tydeligt eksempel på politisk indhold i en annonce betalt af skattekroner.

quote Jeg synes, det er en politisk kampagne betalt af borgerne

Claus Houden (V), byrådsmedlem, Odense Kommune

- Det, jeg reagerer på, er, at han (Peter Rahbæk Juel, red.) optræder med politiske synspunkter, siger Claus Houden.

Kombinationen af billeder og tekst ligner derfor mest af alt en politisk kampagne, mener han. 

- Der er et halvt år til valget. Så skulle han betale det selv, eller så skulle Socialdemokratiet betale. Jeg synes, det er en politisk kampagne betalt af borgerne, siger han. 

Går videre med sagen 

Næste skridt i sagen er for Søren Windell at rette henvendelse til kommunens administration for at få sagen uddybet. 

- Det er stadsdirektørens ansvar i sidste ende, derfor vil jeg godt høre om de overvejelser, der ligger bag, siger Søren Windell.

Annoncen, som blandt andet blev bragt i Fyens Stiftidende, nævner ikke byrådet en enkelt gang, men Peter Rahbæk Juel seks gange. (Arkiv)
Annoncen, som blandt andet blev bragt i Fyens Stiftidende, nævner ikke byrådet en enkelt gang, men Peter Rahbæk Juel seks gange. (Arkiv)

Claus Houden overvejer at forelægge sagen for ankestyrelsen, hvis ikke der kommer en god forklaring fra forvaltningen eller borgmesteren selv. 

- Vi overvejer kraftigt at gå til ankestyrelsen - blandt andet på grund af annoncens omfang, der strækker sig over to sider, siger han.

Det har ikke været muligt at fået svar fra Odense Kommune inden udgivelsen af denne artikel.

Oversigt

    Oversigt