Slagter har fået corona - dropper alle nytårsbestillinger

I Allégårdens Slagter i Odense er mindst fire ansatte blevet testet positive for corona. Nu skal 1.650 kunder finde nytårsmad et andet sted.

1.650 nytårsmenuer var bestilt fra Allégårdens Slagter, men der bliver hverken afhentet varmrøget laks med dildcreme eller leveret stegt oksemørbrad og kartoffeltimbale med flødeskysauce den 31. december.

Alle bestillinger er annulleret, og årsagen er coronaviruspandemien.

Ud af 25 ansatte er minimum 4 testet positive for covid-19, og derfor ser medejer af Allégårdens Slagter Per Jørgensen ingen anden udvej end at aflyse samtlige kuverter.

- Det er helt ad helvede til. Jeg synes ikke, det er særlig fedt, og det er forfærdeligt at ringe til alle, der ikke kan få deres mad, siger han.

Mister en million kroner

Alt produktion i slagteren er lukket fra den 29. december, og foruden nytårsmenuerne havde Allégårdens Slagter også flere bestillinger på smørrebrød de kommende dage.

Per Jørgensen vurderer, at nedlukningen vil koste over en million kroner i omsætning.

- Vi er så kede af det, men vi kan ikke gøre noget. Det er en af vores store tider lige nu. Det er så sørgeligt, som det kan være, fortæller slagteren.

Allégården Slagter håber at kunne åbne igen den 3. januar, men det afhænger af, hvordan smitten blandt medarbejderne spreder sig.