Smart løsning begrænser affald: - Det er helt vildt godt for miljøet

Et lydstudie i Odense bruger affald som isolering i stedet for miljøbelastende stenuld. De smarte løsninger har i samarbejde med Odense Renovation vundet en pris. 

Mads la Cour Larsen fra Odense arbejder med lydstudier til daglig, og han vil gerne gøre en indsats i sit arbejde for at hjælpe klimaet. Derfor fik han en idé.

I stedet for at bruge miljøbelastende stenuld til at isolere lydstudier har hans virksomhed Akuja, der udlejer lydstudier til professionelle musikere, fundet på et alternativ. 

- Jeg har fundet en løsning på, hvordan man kan bruge affald som akustikregulering frem for miljøbelastende isolering, som man typisk bruger i lydstudier, siger Mads la Cour Larsen. 

- Hvis man kan bruge affald, er det helt vildt godt for miljøet, fastslår han. 

Vinder pris

Hans idé er blevet til virkelighed i samarbejde med Odense Renovation, der netop har vundet Verdensmålsprisen 2020.

- Vi gør en forskel ved at samarbejde med iværksættere, som gerne vil gå bæredygtighedsvejen, og som gerne vil skabe nogle nye løsninger, produkter og koncepter, siger Winie Evers, der arbejder som chefrådgiver i Odense Renovation.

Håbet er at få reduceret mængderne af affald ved hjælp af smarte løsninger fra lokale iværksættere. Hos Odense Renovation er man stolt over prisen. 

- Det er vi selvfølgelig helt vildt glade for, siger Winie Evers. 

Partnerskab med lokale iværksættere

Odense Renovation deler glæden over prisen med de lokale iværksættere, som renovationsselskabet har dannet partnerskaber med. 

- Vi har vundet prisen, fordi vi har påtaget os en ny rolle som sparringspartner, hvor vi sætter vores viden og vores kendskab til, hvad der sker med affald i spil, for at udvikle løsninger sammen med iværksættere, der forebygger, at vi får affald, forklarer Winie Evers. 

I det bæredygtige lydstudie hos Mads la Cour Larsen er man glad for samarbejdet med Odense Renovation og kunne ikke have klaret det på egen hånd. 

- Jeg har mulighed for at sparre rigtig meget med Odense Renovation og få nogle input til, hvad der rør sig, og hvordan jeg kan komme ud med disse til musikere og almindelige mennesker, siger Mads la Cour Larsen. 

Det er Dansk Affaldsforening, der står bag Verdensmålsprisen.

 

Oversigt

    Oversigt