Social dumping på Fjernvarme Fyn: Heftig kritik af direktør - skal i den varme stol igen

Fjernvarme Fyn skulle onsdag forklare Økonomiudvalget i Odense Kommune om løndumping og brug af forkert klausul. Det slap de ikke godt fra og blandt andre borgmester Peter Rahbæk Juel (S) var langt fra tilfreds. Selskabet skal en tur mere i den varme stol.

Slet ikke godt nok. Kom tilbage med en redegørelse.

Det var den klare besked fra politikerne til Fjernvarme Fyn-direktør Jan Strømvig og bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen, da de onsdag var i den varme stol hos Økonomiudvalget i Odense Kommune.

Direktøren og bestyrelsesformanden skulle forklare, hvordan der har kunnet foregå massiv løndumping på kommunens eget fjernvarmeværk, som har fået bygget en ny biokedel til cirka 800 millioner.

quote Helt grundlæggende har vi en ejerpolitik, fordi man skal følge den, og jeg synes ikke, den er så kompliceret, at den er svær at forstå

Peter Rahbæk Juel, borgmester, Odense

Det har den finske hovedentreprenør Andritz sørget for, men som Fyens Stiftstidende og TV 2 Fyn har afdækket, har mindst syv af finnernes 11 underleverandører underbetalt sine folk uden at skulle bekymre sig om at få et ordentligt rap over pengekassen, hvis det blev opdaget.

Fjernvarme Fyn har nemlig - stik mod kommunens ejerpolitik - skruet sin egen arbejdsklausul sammen og det på en måde, så løbende sanktioner ikke findes i klausulen.

Det er ikke så kompliceret

Økonomiudvalget fik en forklaring, men da Fjernvarme-direktøren og bestyrelsesformanden forlod rådhuset, var det med beskeden om at gå hjem og lave en dybdegående undersøgelse og komme retur i maj for at forklare sagen bedre.

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) var mildest talt utilfreds med løndumping og enegang med arbejdsklausul.

- Helt grundlæggende har vi en ejerpolitik, fordi man skal følge den, og jeg synes ikke, den er så kompliceret, at den er svær at forstå. Så min forventning har været, at det har man fulgt. Det kan jeg konstatere, at man ikke har. Det er dybt kritisabelt, og det er noget af det, vi har påpeget over for fjernvarmen i dag, sagde borgmesteren om brugen af forkerte klausuler.

Borgmesteren erklærede, at han havde tillid til fjernvarmeselskabet, men ville ikke spå om eventuelle konsekvenser for direktionen i fjernvarmeselskabet.

- I første omgang er der brug for, at vi får klare svar, så vi har et fuldt overblik over sagen og de rette sammenhænge. Det er simpelthen nødvendigt for at kunne skelne, hvad der er op og ned, og hvad det rigtige er at gøre.

Rådmand Brian Dybro (SF) var slet ikke tilfreds med forklaringerne.

- Det står lysende klar, at man har fravalgt at bruge den fulde ordlyd af vores klausuler i forhold til at overholde danske løn- og arbejdsvilkår. Man har ikke sanktionsdelen med i den kontrakt, man har indgået. Det er problematisk, for sanktionsdelen gør jo ,at virksomhederne er oppe på tæerne, og hvis de ikke overholder arbejdsklausulerne, så kan vi komme efter dem med en bøde.

Fakta om Fjernvarme Fyn

- Har i fået en forklaring på, hvorfor de ikke har brugt de arbejdsklausuler, Odense byråd har vedtaget?

- Ikke en tilfredsstillende forklaring, og derfor skal der en redegørelse til, sagde Dybro og fastslog, at han ikke mener, Fjernvarme Fyn har været sin opgave voksen.

Søren Windell (K) kritiserede også løndumping og de forkerte klausuler, men erklærede, at han har tillid til direktionen, og at han har svært ved at se, at redegørelsen vil bringe noget frem i lyset, som svækker den tillid.

Samme holdning har bestyrelsesformand Mads Søndergaard Thomsen (S), som understreger, at det er indskærpet, at det er kommunens arbejdsklausuler, der skal bruges af Fjernvarme Fyn. Hvorfor det ikke er sket i tilfældet med biokedlen, kan bestyrelsesformand ikke forklare, men også han har fortsat tillid til Jan Strømvig.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til dagens møde fra Fjernvarme Fyns direktør Jan Strømvig.

Fjernvarme Fyn-sagen

Oversigt

    Oversigt