Starter indsamling: Odense Glasværk hårdt ramt af coronakrisen

Odense Glasværk er hårdt ramt af coronakrisen. Nu råber nu på hjælp, så de kan fortsætte både glasproduktionen og deres vision med at hjælpe socialt udsatte borgere.

Det har stået stille med glassalget siden landets nedlukning. Derfor lukkede Odense Glasværk også ned og sendte sine medarbejdere hjem.

Nu starter virksomheden en indsamling, så den kan komme på benene igen.

- Vi er nødt til at starte en indsamling, fordi vi har tabt stort. Vi har ikke haft penge nok på bankbogen. Vi har simpelthen ikke været stærke nok, siger Per Jørgensen, der er direktør for Odense Glasværk.

Meget mere end bare glasproduktion

Glasværket mangler 300.000 kroner for at kunne få produktionen op igen - og for at kunne betale de regninger, det mangler.

Men det er ikke bare produktionen, glasværket ønsker at få op igen. Direktør Per Jørgensen fremhæver også virksomhedends kæmpe arbejde med socialt udsatte borgere i kommunen. Og de har heller ikke kunnet komme siden nedlukningen.

- Der er ikke mange, der ved det, men vi har rigtig gode resultater med socialt udsatte borgere fra kommunen. Vi har gjort mange af dem sociale igen. Og de begynder at kunne samarbejde både med kommunen og os. Derfor tror jeg også, der er mange, der gerne vil støtte os, siger han og fortsætter:

- Glasværket er dog absolut det vigtigste. For hvis der ikke er et glasværk, så er der ingen socialt udsatte borgere.

Glasværket håber at kunne få gang i værkstedet og ovnen igen snarest.
Glasværket håber at kunne få gang i værkstedet og ovnen igen snarest.
Foto: Ole Holbech

Håber på stor opbakning

Odense Glasværk er ikke kun en socialøkonomisk virksomhed. Det er også en foreningsejet virksomhed. Og netop derfor kan de ikke få hjælp fra statens kompensationspakker. 

Derfor er det ekstra vigtigt for dem at få hjælp udefra. 

- Efter nedlukningen gik vi direkte i nul. Vi har ikke haft noget salg. Og vi har ikke kunnet få nogen kompensation, så vi har virkelig brug for hjælp fra borgerne nu, siger Per Jørgensen.

Alene virksomhedens glasovn koster 1.000 kroner i døgnet at holde kørende. Så for at den skal blive varm igen, skal der også gang i salget.

- Vi skal have ordrer i bogen. Og vi skal fylde vores butik inde i gågaden igen. Vi satser på at kunne komme i gang i løbet af et par uger. Det er planen, siger Per Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt