Yngre mand svært kvæstet efter gaderæsulykke

En yngre mand er kommet alvorligt til skade i et frontalt sammenstød. Politiet har mistanke om gaderæs.

Tre personer er lørdag aften kommet til skade i en færdselsulykke på Rugårdsvej i Odense, der involverede fire køretøjer.

Ifølge Fyns Politi kørte to biler formentligt om kap, da den ene af bilerne, en Volvo S60, stødte frontalt sammen med en tilfældig bilist i en Hyundai, som kom kørende i den modsatte retning.

Ved sammenstødet blev Hyundaien skubbet ind i et tredje køretøj.

- Øjenvidner har fortalt os om et voldsomt kørselsforløb med to biler i udadgående retning på Rugårdsvej inden uheldet. Vi formoder, at der er tale om gaderæs, altså at de har kørt om kap, siger vagtchef Steen Nyland fra Fyns Politi natten til søndag.

Uskyldig pådrog sig mindre skader

En af personerne er svært kvæstet bragt til behandling på Odense Universitetshospital.

- Der er tale om føreren af den Volvo, som kørte om kap. En ung mand i begyndelsen af 20'erne, Det var ham, som lavede en fejl, der førte til sammenstødet. Det ved vi fra vidneforklaringer og undersøgelser på stedet, siger vagtchefen.

 
 
Foto: Local Eyes

Føreren af Hyundaien samt en person fra den tredje bil i uheldet pådrog sig mindre skader. Begge er blevet tilset på hospitalet.

Politiet til stede ved OUH

Der blev efter uheldet lavet en såkaldt skalsikring ved OUH, hvor politiet var til stede ved hospitalet.

- Ved nogle indlæggelse kommer der mange mennesker ind, og vi har en aftale med hospitalet om, at vi kommer derud, hvis de føler, at der er for meget pres på, siger vagtchefen.

Det betyder ikke, at der er tale om noget banderelateret, men politiet er med til at få ro på og gøre personalet trygge, lyder det.

Kørte fra stedet efter sammenstød

Den anden bilist, som deltog i det formodede gaderæs, kørte fra stedet efter sammenstødet mellem de tre andre biler.

Det er endnu ikke lykkedes for politiet at få kontakt til føreren af den bil, oplyser Steen Nyland.

Rugårdsvej var fuldstændig spærret af i begge retninger ved Prins Valdemars Vej i over to timer efter trafikuheldet, der blev anmeldt omkring klokken 20.

Andre byer, blandt andet Aarhus og København, har denne sommer været plaget af bilister, der kører om kap på offentlige veje.

Oversigt

    Oversigt