Tanja kommer for sent til sygehuset på grund af parkeringskaos: - Jeg synes ikke, at det er rimeligt

Hver dag er der parkeringskaos ved Odense Universitets Hospital (OUH). Det har konsekvenser for patienter, der kommer for sent, fordi de skal lede efter en parkeringsplads i op til tre kvarter.

Fuldstændig kaotisk.

Sådan beskriver flere patienter og pårørende parkeringsforholdene på OUH. 

- Jeg synes ikke, det er rimeligt overfor os, der egentlig bare gerne vil komme til vores aftalte tid. De gange jeg er herude, bruger jeg minimum mellem en halv time og tre kvarter på at finde parkering. Og det er konsekvent hver gang, siger Tanja Rath, der er pædagogisk leder fra Søndersø. 

Hun kommer jævnligt på OUH, og hun har efterhånden opbygget en vis erfaring med at lede efter en parkeringsplads, når hun har en tid på sygehuset. Hun har i afmagt efterhånden accepteret det.  

 - Jeg kommer for sent til min aftale herude, fordi jeg kan jo ikke gå en time før fra arbejde hver gang for at finde en parkeringsplads herude, fortæller hun. 

Fire biler om en plads 

Birgit Brink fra Langeland kan også nikke genkendende til, at det er et stort problem. Hun besøger OUH ofte og synes parkeringsforholdene er kaotiske. 

- Alle cirkler rundt, og lige så snart der er en ledig plads, så er der jo fire, der gerne vil have den, fortæller Birgit Brink, der er pensionist. 

Og dem TV 2 Fyn mødte ved parkeringsområderne ved OUH onsdag er ikke de eneste. 

Tirsdag kunne TV 2 Fyn fortælle, hvordan personalet på OUH er frustrerede over, at de ikke kan finde parkeringspladser når de skal på arbejde. På vores Facebookside har både ansatte, patienter og pårørende fortalt hvordan de oplever parkeringsforholdene på OUH. 

Her skriver flere, at det er stressende at skulle lede efter en parkeringsplads, og at de kommer for sent til deres behandlinger. 

Du kan se et udsnit af den mange kommentarer herunder. 

Derfor bringer TV 2 Fyn Facebook-kommentarer

Fuldstændig låste 

Hospitalsdirektør på OUH Torben Hedegaard Jensen erkender, at der er et stort problem med parkeringsforholdene, og han er ked af, at det er til gene for patienter, pårørende og personale.

- Vi er her på matriklen fuldstændig låste i, hvilke muligheder vi har. Vi har simpelthen ikke ledige arealer, siger han. 

Han ved, der er eksempler på, at patienter kommer for sent til deres aftalte tid, men for ham er det vigtigt, det ikke bliver værre.

- Vi er ikke i en situation, hvor - det er i hvert fald vores vurdering - vi decideret aflyser undersøgelser og behandlinger, og det er et helt afgørende kriterie for os, fortæller Torben Hedegaard Jensen. 

Han fortæller, at de løbende er i dialog med kommunen og andre parter om at kunne udvide den eksisterende parkeringsplads ved Dyreskuepladsen, samt et område på J.B Winsløwsvej hvor SDU er fraflyttet nogle bygninger.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Odense Kommune. 

Oversigt

    Oversigt