Tinderbox i børnehaven: Karl og Kristian hyggede med høj musik og is i solen

Mens coronapandemien i år har aflyst Tinderbox, var der torsdag fuld gang i Kinderkox i Børnehuset Stjernen i Odense med festivalarmbånd, musikscene og teltplads.

Høj musik, farverige papirarmbånd, snak og snacks i solen. For festivalhungrende fynboer lyder det som en god kombination.

Og det kunne have været tilfældet, når Tinderbox 2021 torsdag skulle være skudt i gang, men grundet coronarestriktionerne måtte fynboerne slukørede indse, at festivalen heller ikke i år blev en realitet. 

Musik, papirarmbånd og solrig snak foregik i stedet blandt børnene i Børnehuset Stjernen i det sydvestlige Odense torsdag formiddag.

- Det er jo Kinderkox, udbryder Karl Friis, der går i Børnehuset Stjernen, mens han sidder med sine kammerater i et af de opslåede telte på.

Der var gang i Kinderkox i Børnehuset Stjernen.
Der var gang i Kinderkox i Børnehuset Stjernen.
Foto: Julie Lapp

Seks års tradition

Da børnene ankom til børnehaven torsdag morgen, fik de alle et blåt armbånd på armen, som gav dem adgang til Kinderkox.

- Det (festivalarmbåndet, red.) er for, at man kan komme ind. Ellers er vi ikke velkomne, og så er vi nødt til at blive sendt hjem, forklarer Karl Friis.

quote Det er altid sjovt at overraske børnene og især i de her coronatider. De har brug for noget fællesskab, være glade og nyde børnelivet

Nicole Staebler, pædagog, Børnehuset Stjernen

Og det er en tilbagevendende begivenhed i børnehaven.

- Det er en tradition, tilbage fra da Tinderbox startede. Alle forældrene skulle til fest, og det skulle børnene ikke gå glip af. Så vi har skabt vores egen fest, fortæller Nicole Staebler, der er pædagog i børnehaven.

Med Rasmus Seebach og Sigurd bragende ud af højttaleren kan Nicole Staebler dog ikke afvise, at hun gerne også havde stået til den mere voksne festival i Tusindårsskoven.

- Men det er da i hvert fald en lille erstatning. Stemningen løfter sig lidt, smiler hun.

Tiltrængt efter corona

- Dernede kan man få tatoveringer og farvet hår. Og deroppe kan man få is, fortæller Karl Friis, mens han viser rundt på den store festivalplads i børnehavens park. 

- Og heroppe får man armbåndet på, supplerer Kristian Kjær Balsløv.

quote Det er bare en rigtig god fest

Karl Friis, Børnehuset Stjernen

Hele dagen har børnene kunnet tage for sig af popcorn og is, og festivalen sluttede med hotdogs på terrassen. En tiltrængt dag for hele Stjernens børn og personale.

Karl Friis og Kristian Kjær Balsløv fik is til Kinderkox.
Karl Friis og Kristian Kjær Balsløv fik is til Kinderkox.
Foto: Julie Lapp

- Det er altid sjovt at overraske børnene og især i de her coronatider. De har brug for noget fællesskab, være glade og nyde børnelivet. Og de lyser jo helt op og synes, at det er det fedeste i hele verden, forklarer Nicole Staebler.

Der var heller ikke nogen tvivl hos børnene, der allerede glæder sig til næste års Kinderkox.

- Det er bare en rigtig god fest, siger Karl Friis, mens Kristian Kjær Balsløv nikker og sætter endnu et festivalarmbånd på armen.



Oversigt

    Oversigt