Trafikkaos ved Odense-skole: - Bare det nu går godt

Klima og sikkerhed går hånd i hånd i morgentrafikken ved Tingløkkeskolen i Dalum. Men der skal politisk beslutsomhed til for at ændre situationen, mener rådmand Susanne Crawley.

Et virvar af cyklende børn på vejen og biler, der forsøger at manøvrere udenom. Det er hverdagen for Tingløkkeskolens 765 elever.

- Indimellem kan man godt stå og tænke; bare det nu går godt, det der, siger Annette Jørgensen, skoleleder på Tingløkkeskolen.

Trafikken omkring skolen på Bergendals Allé i Dalum er kritisk, og faktisk er den så farlig, at skolebestyrelsen ikke tør have en skolepatrulje stående. Man er ganske simpelt i tvivl om, hvor man skal placere skolepatruljerne for at være helt sikre på, at de ikke kommer i fare.

- Som det er lige nu, tør vi ikke sende vores børn ud og vogte trafikken, siger Jesper Rytter, skolebestyrelsesmedlem på Tingløkkeskolen.

Men skolens ledelse og de bekymrede forældre kan måske snart ånde lettet op.

- Det skal være en politisk beslutning at gøre vores skoler bilfri, siger Susanne Crawley (R), som i sin egenskab af rådmand for Børn- og Ungeforvaltningen har problematikken tæt på sin arbejdsdag.

To fluer med et klima- og sikkerhedssmæk

Men det handler ikke alene om sikkerhed. Odense Kommune vil nemlig også være klimaneutral i 2030, og her er en reduktion af biltrafikken helt afgørende.

- Hvis vi mener noget med klimaambitionen, er der også nogle vaner, der skal lægges om, siger Susanne Crawley.

På Tingløkkeskolen har man forsøgt sig med ensretning og standsningsforbud i de kritiske zoner. Men det er bare ikke helt nok.

Skoleleder Annette Jørgensen fortæller, at netop regulering af trafikken ved skolen bliver taget imod med forståelse.

- Men derfor kan jeg jo så alligevel se, at det smutter for nogen.

Også i skolens bestyrelse er man opmærksom på problemet. Her har punktet været på dagsordenen ved samtlige månedlige møder siden marts. Uden at det er lykkedes at blive enige om at foretage ændringer, der kan sikre eleverne.

- Jamen det er jo en svær samtale, og det er derfor, vi er så forskellige. Vi har også en sammensætning i skolebestyrelsen, hvor nogle er mere pro at gå og cykle og andre kender godt til problematikken ved at køre i bil, siger skolebestyrelsesmedlem Jesper Rytter.

Kommunen skal på banen

I maj lød meldingen på et skolebestyrelsesmøde, at der kan være forældre, der føler sig udskammet i forhold til, at de vælger at køre deres børn i stedet for at lade dem gå eller cykle. Man vil opfordre til, at man tager cyklen og ikke peger fingre.

Derfor mener Susanne Crawley, at det er kommunen, der skal på banen.

- Det er også en kommunes opgave at tage nogle beslutninger, som måske i øjeblikket er upopulære, men som rent faktisk kan få nogen til at ændre adfærd, siger den rutinerede radikale politiker og tilføjer:

- Det kunne jo være sådan noget som at indføre bilfri zoner omkring vores skoler.

Det store spørgsmål

TV 2 Fyn tog temperaturen på nogle forældre om trafikudfordringen og spurgte blandt andre Anders Høj.

Hvorfor kører du børnene i bil?

- Jamen, fordi jeg har haft nogle forskellige ærinder, der gør, at jeg er ude at køre alligevel. Så kunne jeg ligeså godt tage dem med, sagde Anders Høj, som har datteren Mathilde på Tingløkkeskolen.

Men hvad så med klimaet?

- Med klimaet? Ja, det ved jeg ikke. Det var et stort spørgsmål, du kommer med der.

Og det store spørgsmål skal kommunen tage ansvar for, mener Susanne Crawley.

- Det, der handler om at regulere menneskers måde at transportere sig på, der tror jeg ikke, at gulerødder er nok, ligegyldigt hvor mange af dem vi lægger ud.

- Der er også noget, som vi skal have modet til at beslutte, og det kunne være at gøre vores skoler bilfri, siger Susanne Crawley som et svar på Anders Højs tvivl.

Skolen som bilfri zone er Sarah Johannesen med på. Hun har sønnen Kalle på Tingløkkeskolen.

- Det, synes jeg, ville være dejligt for børnene og for os andre, sagde Sarah Johannesen.

Det vil du være med på?

- Det vil jeg. Ingen tvivl, slog Sarah Johannesen fast.

Og den er skoleleder Annette Jørgensen - også uden at tvivle - med på.

- Hvis alle gør sådan, som vi gerne vil have, så er jeg sikker på, at det virker rigtig godt.