Udvist bandeleder flyttede hjem til familien i Odense i syv måneder

Selv om 37-årig somalier burde opholde sig på et udrejsecenter i Jylland, boede bandelederen hos sin kone og børn i Odense i syv måneder. Og begik ny kriminalitet. Bekymrende, siger fynsk politiker.

Hårde kriminelle har tilsynelandende ingen problemer med at forlade deres udrejsecenter i længere perioder.

En 37-årig mand fra Somalia, der er blevet dømt til udvisning af Danmark, har boet hjemme hos sin kone og to børn i Odense - selv om han burde opholde sig på udrejsecentret Kærshovedgård ved Bording i Jylland. Det skriver TV Midtvest.

- Det er grundlæggende meget bekymrende, siger det fynskvalgte folketingsmedlem Mikkel Bjørn (DF), der har kaldt ministeren i samråd.

Torsdag eftermiddag skulle udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beck (S) derfor svare på, hvordan det kan gå til.

Derfor blev manden udvist

Sagen har rødder i en episode fra Fyn, hvor der i Kølstrup skete et brutalt overfald i 2018.

Den 37-årige mand, der er bandeleder i rockergruppen Gremium, var involveret i overfaldet, hvor han sammen med 14 andre gennembankede en 25-årig mand med golfkøller og et baseballbat. Den 25-årige blev også skudt flere gange.

I Retten i Odense fik somalieren ni måneders fængsel og dømt til udvisning, men det blev vurderet, at han ikke kunne vende tilbage til hjemlandet.

Derfor skulle bandelederen efter afsoningen af fængselsstraffen flytte ind på Kærshovedgård. Her gad han dog ikke være længe.

Ifølge TV Midtvest har somalieren været væk fra udrejsecentret i syv måneder og i stedet boet hos sin familie i Odense.

Det er sket, selv om udviste på udrejsecentret flere gange om ugen skal melde sig på udrejsecentret. Hvad værre er, at han i mellemtiden har begået ny kriminalitet.

Sidste år forlod han ifølge TV Midtvest centret 28. marts og overtrådte alle sine melde-, opholds- og underretningspligter på udrejsecentret, indtil han 29. oktober blev anholdt af Fyns Politi på Jannies Dancebar i Odense.

Manden er efterfølgende blevet dømt for ny kriminalitet og sidder fængslet.

TV Midtvest har forsøgt at få en forklaring fra Kriminalforsogen på, hvorfor bandelederen ikke blevet hentet af myndighederne hos sin familie i Odense, men det har ikke været muligt.

Politiet: Syv måneder lyder som lang tid

Politiet erkender, at sagen med bandelederen er problematisk.

TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi, men politikredsen henviser til Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det lyder som rigtig lang tid, og det er jo en del af den efterforskning, som ligger. Det er svært for mig at gå ind i den konkrete sag, men det lyder bestemt som om, at det er lang tid, og at det er noget, som vi skal have kigget efter, siger Martin Løye, der er politiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi til TV Midtvest.

Minister: Udviste kan frit bevæge sig

Torsdag røg sagen op på ministerens bord.

I et samråd skulle udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Beck redegøre for, om der skal gøres mere, så udviste kriminelle ikke kan forlade udrejsecentret i længere perioder. Der er set flere lignende tilfælde - helt op til to år.

Kaare Dybvad Beck gør dog opmærksom på, at de hårde kriminelle, der opholder sig på et udrejsecenter, ikke er frihedsberøvede eller fængslede. De kan med andre ord bevæge sig frit rundt, så længe de melder sig på centret på bestemte tidspunkter.

- Udlændingene kan, selv om de ikke opholder sig i Danmark med min gode vilje, frit komme og gå på udrejsecentret, så længe de overholder kontrolforpligtelserne, siger Kaare Dybvad Beck.

- Udlændinge, der ikke overholder kontrolforpligtelserne, vil blive anmeldt, og der er relativt hårde straffe for ikke at gøre det, forklarer han.

Fynskvalgt politiker: Hammeren skal falde

18 procent af beboerne på Kærshovedgård har overtrådt meldepligten, og det bekymrer Mikkel Bjørn, at nogle udviste kriminelle i månedsvis kan bevæge frit rundt i landet.

- Der er ikke meget, som tyder på, at der er et stort nok incitament til, at disse mennesker opholder sig på udrejsecentret, hvis de i månedsvis kan tilbringe tid sammen med deres familier og begå ny kriminalitet, uden hammeren falder, siger Mikkel Bjørn.

Ministeren forsikrer dog, at straffen er hård, hvis meldepligten ikke overholdes.

- Hvis man ser på strafferammerne for overtrædelse af kontrolforpligtelserne, er de relativt skrappe. Fire års fængsel er en hård dom i Danmark, siger Kaare Dybvad Beck.

Regeringen mener ikke, at reglerne kan strammes yderligere, hvis Danmark samtidig skal overholde internationale konventioner.

Fejl i it-system

Kaare Dybvad Beck erkender dog, at der har været tilfælde, hvor politiet har anholdt en udvist kriminel, uden at betjentene har kørt ham direkte til udrejsecentret, hvor han burde opholde sig.

Hvorfor kører politiet ikke en udvist kriminel direkte til udrejsecentret, når de anholder ham?

- Det er selvfølgelig også udgangspunktet, at politiet skal have de oplysninger. Der har været tilfælde, hvor de ikke har fået det, og det er problematisk. Der har været et it-system på Kærshovedgård, der ikke har fungeret, siger Kaare Dybvad Beck.

- Det skal selvfølgelig være sådan, at hvis man bliver pågrebet af politiet, ligger informationer der, så politiet kan sanktionere hurtigst muligt, lyder det.

Det er Hjemrejsestyrelsen, der har ansvaret for at informere politiet, når beboere ikke overholder deres meldepligt på Kærshovedgård. Det har dog ikke været muligt at få en kommentar. 

Oversigt

    Oversigt