Person fastklemt: Fynske Motorvej genåbnet efter uheld

Fynske Motorvej var torsdag morgen spærret sydvest for Odense i retning mod Middelfart.

Et uheld spærrede tidligt torsdag morgen Fynske Motorvej i vestgående retning mellem afkørsel 51 Odense S og afkørsel 52 Odense SV.

Motorvejen blev genåbnet kort efter klokken 08.30.

Uheldet skete omkring klokken 07.53, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Anders Furbo Therkelsen.

Derudover har han endnu ikke ret mange informationer omkring uheldet, udover at det er sket kort efter afkørsel 51 Odense S, da TV 2/Fyn taler med ham klokken 08.15.

- Ikke andet end at der er minimum to biler involveret, og at der er en fastklemt i den ene af dem. Jeg har ikke noget information om tilstand, heller ikke om nogen er kommet til skade, siger vagtchefen.

Han understreger at meldingen 'fastklemt' på politisprog kan betyde alt fra, at personen reelt sidder klemt fast til at bildøren ikke kan åbnes, og personen derfor også beskrives som fastklemt.

Også onsdag morgen var der længere kø og forlænget rejsetid på Fynske Motorvej mellem Odense V og Odense SV. Onsdag skete uheldet i modsatte retning, men i samme område.

Oversigt

    Oversigt