Vanopslagh er kongen af TikTok: - Jeg er 90 procent politiker og 10 procent influencer

Til et debatarrangement på Tietgen Business College var der klapsalver, grin og talrige selfies med Alex Vanopslagh.

Alex Vanopslagh (LA) er blevet en rockstjerne blandt unge på TikTok.

Også på Tietgen Business College, hvor 250 elever onsdag formiddag sidder i spænding og venter i den aflange kantine.

De venter på, at Alex Vanopslagh og Sofie Carsten Nielsen (RV) går på scenen for at debattere unges mistrivsel.

Og allerede ved præsentationen af de to politikere kan man mærke, hvem der er favoritten blandt eleverne. Imens Sofie Carsten Nielsen bliver klappet dovent ind på scenen, bliver der fløjtet, hujet og klappet, når skolelederen præsenterer Alex Vanopslagh.

- Det er fedt, at Alex Vanopslagh er her. Han er jo blevet meget kendt. Det er da lidt sejt, at han kommer på ens skole, siger Camilla og Emma, som begge er elever på Tietgen Business College.

Partilederen fra Liberal Alliance er blandt andet blevet kendt blandt unge på grund af sine videoer på Liberal Alliances TikTok konto. Her har partiet fået over 1,4 millioner likes, og flere videoer har over en kvart million visninger.

De fremmødte elever til onsdagens debatarrangement kender ham også netop fra den platform. Og de synes, at han klarer det godt med både lærerige og sjove videoer.

- Han fanger målgruppen godt på TikTok, fordi han er ungdommelig. Vores aldersgruppe bliver fanget på TikTok og ikke til valgdebatter, forklarer Anna Laura, Mathilde Hansen og Line Pedersen.

Mathilde Hansen, Line Pedersen og Anna Laura var blandt de fremmødte elever til debatten mellem Alex Vanopslagh og Sofie Carsten Nielsen på Tietgen Business College.
Mathilde Hansen, Line Pedersen og Anna Laura var blandt de fremmødte elever til debatten mellem Alex Vanopslagh og Sofie Carsten Nielsen på Tietgen Business College.
Foto: Merel Rasmussen

Selv tror Alex Vanopslagh, at hans popularitet skyldes modet til at være selvironisk.

- Vi tør at tage lidt pis på os selv. Vi er ikke så selvhøjtidelige, og så er vi bare meget klare og tydelige i vores politiske budskab. Jeg tror, at den kombination rammer den yngre målgruppe meget godt, siger politikeren.

Alex Vanopslagh oplever, at mange unge ved mere om Liberal Alliances politik, netop fordi de har fundet partiet på TikTok og så læst videre om dem på nettet. Dog mener han ikke, at seriøsiteten går af hans politik, bare fordi han klarer sig godt på sociale medier.

- Jeg er 90 procent politiker og 10 procent sjov på TikTok, siger han.

Unges Mistrivsel

Debattens hovedemne kredser om ungdommens udfordringer. Og undervejs er Alex Vanopslagh ikke bange for at dele gavmildt ud af sine egne oplevelser med stress, præstationspres og angst. Men konkrete løsninger har han svært ved at præsentere.

- Jeg tror ikke, at det handler om at komme med løsninger som politiker. Det handler om, at vores kultur skal ændres, og det kan vi ikke gøre med flere regler og love, siger han med store armbevægelser.

Selvom debatten aldrig når et højdepunkt og primært består af flagrende bud på at løse de unges mistrivsel, så gør det ikke noget ved Alex Vanopslagh popularitet blandt det unge publikum.

Flere elever står i kø for at møde Alex Vanopslagh og få taget billeder med ham efter debatten.
Flere elever står i kø for at møde Alex Vanopslagh og få taget billeder med ham efter debatten.
Foto: Merel Rasmussen

Så snart debatten er slut, og de to politikere bevæger sig ud mod udgangen, samles der en stor masse omkring særligt den populære TikTok-politiker. Der er mange, der gerne vil hilse på ham, tage en selfie og to elever har endda taget en flaske fransk vin med til ham.

Én af eleverne, der står i kø til et billede, er Alexander Drages. Han har tænkt sig at stemme på Alex Vanoplsagh, fordi han har klare og tydelige budskaber og gode politiske holdninger.

- Jeg kan godt lide, at man er sin egen lykke smed, og der er Liberal Alliance et forgangsparti.

- Han bruger et sprog, som man kan forstå, hvis man er ung i dag. Og så kan han virkelig gøre et uinteressant emne spændende, siger Alexander Drages, der godt kunne finde på at stemme på et parti, udelukkende fordi de klarer sig godt på sociale medier.

En lige så sikker stemme har Liberal Alliance ikke i Camilla og Emma, der begge skal stemme for første gang til det kommende valg. De synes ikke, at en god TikTok-konto er nok til at få deres stemme. 

TikTok stormer frem som medie i denne valgkamp, og vi har også her på TV2 Fyn oprettet en kanal med daglige nyhedsopdateringer. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt