Vil redde Færgehans: - Den er fuldstændig unik

Konservative i Odense vil redde den lille Stige-færge Færgehans, som er i fare for at forsvinde.

- Jeg har selv sejlet med den som barn, så jeg kender betydningen af Færgehans.

Sådan siger den konservative næstformand i By- og Kulturudvalget i Odense Kommune, Kristian Guldfeldt.

Han vil nu forsøge at sikre et politisk flertal for at give en økonomisk håndsrækning og være med til at redde det lille stykke odenseansk kulturhistorie, som sejler mellem Stige og Bågø på Odense Kanal.

- Vi må gøre noget, så vi kan hjælpe dem med at sikre driften. Enten med direkte økonomisk tilskud eller ved at hjælpe dem med at søge fondsmidler, siger det konservative byrådsmedlem.

Udmeldingen kommer efter TV 2 Fyn fredag kunne fortælle, at færgen er tæt på at måtte lukke. Færgen mangler frivillige, og pengekassen tømmes så småt af løbende udgifter til maling, diesel og reparationer.

- Vi er rimelig tæt på at lukke. Det skal kunne hænge sammen økonomisk. Det er ikke billigt at have sådan en her sejlende, siger Jan Lysdal, der i fem år har været skipper og frivillig på Færgehans.

Korteste forbindelse

Færgeruten har eksisteret siden 1800-tallet, men afgangene blev først sat i system omkring Første Verdenskrig omkring 100 år senere, og i mere end 100 år havde færgen daglige afgange mellem Stige og Bågø. Her kunne cyklister og gående sejle den 70 meter korte tur over Odense Kanal.

Der er tale om Danmarks korteste færgeforbindelse. Overfartstiden var et minut, og den sparede passagererne for en 14 kilometer lang omvej.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Færgehans er i dag drevet af frivillige.
Færgehans er i dag drevet af frivillige.
Foto: Ida Alstrup

Den faste færgeforbindelse stoppede, da der blev bygget en bro over kanalen. Odins Bro åbnede i 2014. Det er i dag frivillige, der står for driften, og de sejler af og til turistture med færgen i Odense Kanal.

Den mulighed skulle de gerne blive ved med at have, hvis det står til Kristian Guldfeldt.

- Færgen er en enormt vigtig del af kulturhistorien i Odense. Det er fuldstændig unikt, at vi har haft så lille en færgerute efter kanalen blev færdig for mange år siden. Derfor er det også ekstra vigtig at holde fast i, siger Kristian Guldfeldt.

Kulturhistorie

De konservative byrådsmedlem mener, at Færgehans’ økonomiske kvaler i det hele taget kalder på en større politisk diskussion om kommunens kulturhistoriske prioriteter.

- Vi er gode til at holde hånden under kultur og musik, men vi glemmer kulturhistoriske institutioner, som formidler Odenses historie. Det er ikke lang tid siden, at Bunkermuseet og Militærhistorisk Museum var ude at sige, at de har svært ved at finde midlerne til driften.

- Det kunne være et signal om, at vi skulle tage det kulturhistoriske område lidt mere alvorligt og blive bedre til at værne om den, siger Kristian Guldfeldt.

Færgen har fået sit navn efter skipperen, der sejlede ruten næsten dagligt fra 1932 til 1972. 

"Færgehans" mangler folk og penge til at fortsætte

Oversigt

    Oversigt