Lige inden Eleanors fødsel skete det værst tænkelige - Celeste måtte gemme sig med sin døde baby

Celeste Egede følte ikke, hun kunne gå blandt nybagte forældre med sin dødfødte pige på barselsgangen. OUH erkender problem med sygehusets fysiske rammer.

- Det er slut. Vores pige er død.

Celeste Egede har oplevet noget af det værste, man kan som forælder, men oven i sorgen efter en dødfødsel kritiserer hun forholdene på barselsafsnittet på Odense Universitetshospital.

De er simpelthen ikke gode nok for forældre til dødfødte børn.

Og Celeste Egede er ikke den eneste med kritikken.

I denne uge fortalte Marie Czerepowicz Kaas til TV 2 Fyn, at det var urimeligt, at hun for nylig skulle bearbejde sin sorg blandt babygråd og lykkelige forældre, og det husker Celeste Egede alt for godt følelsen af.

- Jeg bliver sendt op på barselsgangen, hvor jeg skal ligge og vente på, jeg bliver sat i gang og føde mit døde barn blandt alle, der har deres levende børn. Det er selvfølgelig megahårdt, siger Celeste Egede.

Hele verden bryder sammen

Det hele sker i september 2022. Celeste Egede er højgravid med sit første barn. Kort før terminen går det galt.

- Jordemoderen kan ikke finde hjertelyd, siger Celeste Egede.

- Jeg ved udmærket, at det er slut. Vores pige er død. Jordemoderen siger ikke noget. Hun ryster bare på hovedet.

På det tidspunkt bryder hendes verden sammen.

- Jeg husker bare, at jeg ser det udefra. Det er en ud-af-kroppen-oplevelse. Noget, jeg aldrig troede, jeg skulle opleve. Jeg kaster mig ned på gulvet og skriger: "Nej, nej, nej!" Jeg var bare helt tom indeni.

- Jeg skulle bare føde det her barn, og så skulle jeg væk. Væk fra hospitalet. Det endte så ikke sådan. Problemet er, at jeg har fødselsdag den 16. september. Vi fandt ud af, at vores datter var død dagen før, og så anbefalede de, at jeg ikke blev sat i gang. Det kunne ende med, at jeg ville føde hende på min fødselsdag.

Lyden af levende babyer og lykkelige forældre

Det bliver begyndelsen på et flere dage langt ophold på barselsafsnittet - blandt nyfødte babyer og forældre, der stolt viser familiens nye medlem frem.

- Jeg kan høre alle de andre forældre, der går hen for at hente mad på gangen. Vi får så serveret maden hos os, så vi ikke skal møde nogen levende babyer og glade forældre.

Celeste Egede føler sig isoleret på sin enestue, hvor hun og kæresten skal håndtere sorgen over deres tab.

- Jeg har ikke lyst til at gå ud. Tænk, hvis jeg kunne risikere at se et levende barn og glade forældre. De ved ikke, at mit ikke er i live. Tanken om at møde forældre med levende børn er hjerteskærende, og det føles helt forkert at gå ud på gangen med sit døde barn, siger Celeste Egede.

Eleanor blev født 19. september 2022. Hun blev begravet 5. oktober.
Eleanor blev født 19. september 2022. Hun blev begravet 5. oktober.
Foto: Privat

Udskyder dødfødsel på grund af fødselsdag

Dagen efter sin egen fødselsdag bliver hun sat i gang. Natten til 19. september føder hun Eleanor.

- Vi samles alle sammen på stuen. Mine søskende får lov at holde Eleanor. Det er en god oplevelse at have født mit barn, også selv om hun ikke er i live. Det er selvfølgelig en mærkelig følelse, fordi der kommer et tidspunkt, hvor vi skal sige farvel, og hvor vi ikke kommer til at se hende igen, men det føles, som om det var for evigt. Jeg ville ønske, vi var dernede hele tiden frem for at være på barselsgangen, fortæller Celeste Egede.

Om aftenen den 19. september forlod de barselsafsnittet - uden deres baby.

- Det var forfærdeligt. Det var det værste, jeg nogensinde har gjort.

- At vide at jeg aldrig kommer til at møde hende, holde hende eller røre hende. Eller bare tage et billede. Nu er hun et andet sted, og hun kommer aldrig tilbage.

Celestes største ønske

Halvandet år efter dødfødslen sidder Celeste Egede i dag tilbage med en følelse af, at rammerne på OUH var under al kritik for forældre i hendes situation.

- Det største ønske, jeg har for fremtidige forældre til døde børn, er, at der bliver lavet en stue væk fra barselsgangen. Om det så er i kælderen. Det skal bare ikke være i nærheden af levende børn, siger Celeste Egede.

- Tanken om at ligge i orkanens øje og høre alle de babyer og glade forældre. Hvorfor kan man ikke lave et lille afsnit, hvor der bare er en afdeling for tab, spørger hun undrende.

Ligesom Marie Czerepowicz Kaas og flere andre forældre, TV 2 Fyn har været i kontakt med, efterlyser hun bedre fysiske rammer på barselsafsnittet på OUH.

- Der kunne være en lille gang, hvor man kunne gå rundt med sit døde barn og bruge den tid, man har lyst til. Jeg føler, det kan skynde lidt på øjeblikket, man har med sit barn, for jeg har lyst til at komme væk derfra. Man skal have den tid, man har brug for, og familien kan komme og sørge og glæde sig uden at skulle tænke på alle de andre forældre, der ligger glade inde ved siden af, forklarer Celeste Egede.

Hvor skulle det være?

- Alle andre steder. Det er det værste sted, du kan placere folk, der skal føde et dødt barn.

Familien fik lov at sige farvel, inden forældrene måtte forlade barselsafsnittet uden deres baby.
Familien fik lov at sige farvel, inden forældrene måtte forlade barselsafsnittet uden deres baby.
Foto: Privat


- Jeg føler mig vred og skuffet, for jeg havde forventet noget andet. At få en stue, som ikke var på barselsgangen. Jeg havde forventet, at der blev taget bedre hånd om folk i sorg. Personalet er supergode og dygtige, men det er systemet. Jeg er skuffet over, at nogen kan tænke sådan.

Hvorfor skal man bruge penge på at flytte personale og lave om på afsnittet?

- Der bliver født døde børn over hele landet, men man kunne have et afsnit for tab i Odense, København, Midt- og Vestsjælland og to i Jylland. Jeg kunne sagtens, hvis jeg kom fra Svendborg, køre til Odense for at være på det afsnit, fordi jeg vidste, mit barn ikke var i live. De eneste penge, der bliver brugt på måske to stuer, er, når der er nogen, der ligger der.

Hvis der lå nogle få afdelinger forskellige steder i landet for dødfødte børn, ville hun ikke se noget problem i at køre i to timer for at komme hen til sådan et afsnit.

Adjunkt: Det udstiller ekstrem kontrast

Det er ikke kun forældre til dødfødte børn, der ser problemer i, at de skal færdes på barselsafsnittet efter en dødfødsel.

- Det kan være rigtig ubehageligt, at man bliver konfronteret med det, der skulle have været. Man ser de lykkelige forældre og alt det, man skulle have haft. Det udstiller en ekstrem kontrast, siger Dorte Mølgaard Christiansen, der er adjunkt på Institut for Psykologi på Syddansk Universitet.

Hun understreger, at forældre, der mister et barn, skal slås med sorgen resten af livet, så der skal tages særligt hensyn til dem.

- Det er stort tab at miste sit barn, uanset om det er før eller efter fødslen, så der er enorm stor sorg forbundet med det, siger Dorte Mølgaard Christiansen.

- Det er ikke bare et foster, når man er så langt henne. Det er et barn, man mister. Det er et barn, man har en masse kærlighed til, som man føler omsorg for og tilknytning til, og et barn, som man har en masse drømme for. Kærligheden bliver gjort hjemløs, og det er meget smerteligt, forklarer hun.

At forældrene ville få et separat afsnit, vil dog formentlig ikke betyde så meget i det lange sorgforløb.

- Uanset hvor du placerer dem, er det en forfærdelig og meget traumatiske oplevelse, men det ville gøre, at de fik mere plads. 

OUH: Derfor kan det ikke lade sig gøre

På OUH forstår man udmærket behovet for separate afsnit.

Når det ikke kan lade sig gøre i Odense, er det et spørgsmål om kapacitet. Det forklarer chefjordemoder Anette Lund Frederiksen.

- Vi er på et ældre sygehus, så de fysiske rammer, vi har, er ikke helt optimale, siger Anette Lund Frederiksen.

- På Svendborg Sygehus er der mulighed for at skærme mere i forhold til lige præcis sådan noget her, så man ikke bliver konfronteret med at være blandt nogle mennesker i en anden situation, forklarer hun.

Nyt OUH er et nyt sygehus, der efter utallige forsinkelser forventes at stå klar i 2025 eller 2026.
Nyt OUH er et nyt sygehus, der efter utallige forsinkelser forventes at stå klar i 2025 eller 2026.
Foto: Ole Holbech


I Svendborg er der tale om en midlertidig løsning for at imødekomme behovet, men det er ikke muligt i Odense, hvor man dog forsøger at lave rammerne så tilpassede som muligt, selv om det ikke er optimalt.

Chefjordemoder: På Nyt OUH er det tænkt ind

Fødslerne må dog ikke flyttes væk fra fødeafdelingen af sikkerhedsmæssige årsager.

- At føde et dødt barn kræver det samme som at føde et levende. Hvis vi trækker det for langt væk, mangler vi noget af sikkerheden omkring forløbene, så vi kan ikke flytte rammen langt væk, forklarer hun.

Til gengæld er det tænkt ind i den kommende fødeafdeling på Nyt OUH.

- Når vi kommer ud på det nye, har vi taget de forholdsregler. Der er det noget helt andet. Desværre varer det et par år, siger Anette Lund Frederiksen.

- Det bliver et afsnit, vi lægger i forlængelse af fødegangen, så man kan være i fred med sin familie.

Nyt OUH åbner tidligst i 2025 - efter flere års forsinkelse.

Blev hurtigt gravid igen

Så længe skulle Celeste Egede heldigvis ikke vente på at blive gravid igen. Hun og kæresten gik i gang med det samme for at komme videre med deres liv.

- Det eneste, jeg tænker på i måneder efter, er at blive gravid. Der er ingen andre tanker. Jeg skal bare have et barn, for det fik jeg frataget.

5. november 2023 fødte hun en datter.

Helt nemt gik det ikke. Parrets lille datter kom direkte på intensiv afdeling og lå i respirator i tre dage. Men det er anden historie. Datteren er i dag sund og rask. 

Oversigt

    Oversigt