Bombehunde fandt intet på Svendborgskole

Fyns Politi har ophævet afspærringen af Nordre Skole i Svendborg, som blev evakueret efter en telefontrussel.

Fire bombehunde fandt intet mistænkeligt på Nordre Skole i Svendborg, som onsdag eftermiddag blev evakueret efter en telefonisk trussel.

En mand ringede til skolesekretæren og meddelte, at skolen ikke ville eksistere på samme tidspunkt i morgen, torsdag. Politiet besluttede derpå, at skolen skulle evakueres.

Det angik 10 børn i SFO, idet eleverne allerede havde fået fri. Pædagogerne tog de 10 børn med i Netto, hvor de fik chokolade, inden de blev hentet af deres forældre.

Det oplyser skoleleder Astrid Birkbak på Nordre Skoles hjemmeside.

Da bombehundene var færdige, ophævede politiet afspærringen af skolen på Mølmarksvej.

- Vi kan med sikkerhed sige, at der ikke er nogen bombe. Nu begynder vi efterforskningen af, hvem der står bag truslen, siger vagtchef Per Sterobo i Fyns Politi.

Skoleleder Astrid Birkbak oplyser, at torsdagen vil begynde med en samling, hvor børn og voksne vil blive orienteret om hændelsesforløbet.

Oversigt

    Oversigt