GOG taber Final4-finale

En tæt og intens Final 4-finale endte med, at TTH var stærkest til sidst og vandt pokalfinalen over GOG.

Finalen bølgede frem og tilbage, men TTH Holstebro kunne til sidst kalde sig pokalvinder med en 26-21-sejr over GOG. Pokaltitlen er den anden i klubbens historie, efter at det for ti år siden også lykkedes at vinde finalen.

 

Kampens indledning var lige, indtil Jac Karlsson bragte TTH foran 7-5 efter 13 minutter på hjemmebanen. TTH var godt hjulpet af stærkt målmandsspil af norske Torbjørn Bergerud i første halvleg, men han kunne ikke forhindre GOG i at reducere til 6-7. Halvlegen var en tæt affære, hvilket 8-8 efter 20 minutter vidnede om. Peter Balling kom på måltavlen for TTH for første gang, da han øgede til 10-8, men kort efter reducerede GOG's unge fløj Frederik Bo Andersen. 

 

GOG havde svært ved at få kontakt i første halvleg, hvor der blev spillet med musklerne. Det betød, at Lars Mousing med et minut igen af første halvleg fik det røde kort med sin tredje tominutters udvisning. TTH gik til pausen foran 13-11 efter en halvleg i et opskruet tempo. 

 

TTH fik en elendig indledning på anden halvleg, da man sendte en mand for meget på banen ved en fejl. Det betød en udvisning mere og fire mand på banen, men Jac Karlsson fik alligevel bragt Holstebro-klubben foran 14-12, og TTH klarede sig flot igennem perioden med undertal. Bergerud stod stadig stærkt, men GOG gav sig ikke og fik kontakt ved 14-14. Ingen formåede at tage fra, og det sidste kvarter lurede med 17-17.

GOG misbrugte et straffekast på Bergerud, og TTH bragte sig foran med to mål med otte minutter igen, og da Jonas Porup øgede til 21-18 lignede det tegningen til en titel.

 

22-19 blev til en føring på fire mål med fire minutter igen for TTH, og GOG formåede ikke at komme tilbage efter en opslidende finale, hvor samtlige spillere på banen havde givet alt, hvad de havde i sig.

Oversigt

    Oversigt