Se hvad slotsloftet gemte: Valdemars Slot sælger ud af privat inventar

Familien, der ejer Valdemars Slot, har besluttet at sælge ud af inventaret.

Møbler, lysekroner, julepynt, plankeborde, vaser og lamper, service og meget, meget mere. Alt dette er på salgslisten, når familien bag Valdemars Slot lørdag 28. november inviterer offentligheden indenfor.

Familien har som en del af en større oprydning på det mere end 8.000 kvadratmeter store slot besluttet at sælge ud af inventaret via en større online-auktion, hvor der vil være mulighed for at erhverve sig alt fra antikviteter til julepynt.

Derfor vil der på lørdag fra klokken 10-15 være mulighed for at komme indenfor på slottet for at tage de mange salgsobjekter i øjesyn.

Bag auktionen står Louise Albinus, der er datter af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff. Sammen med sin søster, den tidligere baronesse Caroline Fleming, overtog hun slottet, efter lensbaronen døde i 2017.

- Sidste gang, der var en stor oprydning, var da familien kom tilbage fra England i 1993. Der var der en overflod af ting i huset plus alle vores egne ting fra England. Så overtog Caroline og jeg slottet, og efter jeg trådte ind som direktør, har jeg ryddet op i vores huse, der nu er lejet ud. Oppe på loftet har vi også ophobet ting i 27 år, så nu har vi ryddet op og vil skille os af med noget af det, fortæller Louise Albinus til TV 2 Fyn.

Hun håber, at de mange ting kommer til at sprede glæde, hvor end de havner efter auktionen.

- Jeg håber allermest, at tingene får et nyt liv, siger Louise Albinus.

Historisk inventar

Der er masser af specielle og unikke ting blandt emnerne, der nu bliver sat til salg via Campen Auktioner.

Katalog nummer 148 er for eksempel et massivt bord, der er det første møbel, som Louise Albinus fik, da hun flyttede til England, og som blev placeret i parrets entré.

Derudover er der masser af Valdemars Slots julepynt, der nu kan købes.

Der er blandt andet en del julepynt blandt de private ting, der nu sælges fra Valdemars Slot.
Der er blandt andet en del julepynt blandt de private ting, der nu sælges fra Valdemars Slot.
Foto: Privatfoto

Nummer 156 er et ternet sofasæt fra hendes børne­værelse, som er betrukket med stof fra designeren Ralph Lauren.

Derudover kan du også erhverve dig lensbaronens private golfkøller, hans gamle kufferter - eller hvad med skindet fra en sort bjørn?

Lerduer af glas

Der er også masser af møbler fra slotsrestauranten, antikke nipsgenstande og en stor del julepynt blandt de i alt mere end 500 emner, der er sat til salg. Og så har Louise Albinus fundet historiske lerduer af glas.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Sådan så lerduer ud for omkring 130 år siden. 
Sådan så lerduer ud for omkring 130 år siden. 
Foto: Thomas Mengers Karstensen

- Jeg har været i alle krogene og har blandt andet fundet håndpustede glaskugler, som jeg mindes min far i sin tid viste mig på en udstilling. Jeg anede ikke, hvad det var, da jeg fandt dem. Men jeg har fundet ud af, at det er en gammel version af de moderne lerduer. For fire-fem generationer siden lavede man dem i håndblæst glas i Tyskland. Dem er der ni af til dem, der virkelig er samlere af gamle, unikke ting.

Du kan blive den lykkelige ejer af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs gamle golfkøller.
Du kan blive den lykkelige ejer af lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs gamle golfkøller.
Foto: Campen Auktioner

- Det er dem, jeg er allermest spændt på, for det var ikke noget, som jeg havde regnet med at finde, fortæller Louise Albinus.

Også lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorffs gamle golfkøller dukkede op under oprydningen.

- Golfkøllerne fandt vi på loftet over postkontoret. Min far var ikke den store golfspiller, så det bragte et smil på læben, da vi fandt de intakte og meget gamle golfkøller. Han spillede med min mor, da hun var i live, men han var ikke lige så golfglad som min mand, siger Louise Albinus

Du kan se auktionerne og byde på tingene her.

Et af de mange borde, der er til salg på auktionen.
Et af de mange borde, der er til salg på auktionen.
Foto: Campen Auktioner
En del af lensbaronens gamle jagtudstyr er nu sat til salg.
En del af lensbaronens gamle jagtudstyr er nu sat til salg.
Foto: Campen Auktioner
Du kan også købe et skind fra en sort bjørn.
Du kan også købe et skind fra en sort bjørn.
Foto: Campen Auktioner
Louise Albinus foran Valdemars Slot, som blev opført af Kong Christian 4. i årene fra 1639 til 1644 til sønnen Valdemar Christian, fra hvem slottet har sit navn.
Louise Albinus foran Valdemars Slot, som blev opført af Kong Christian 4. i årene fra 1639 til 1644 til sønnen Valdemar Christian, fra hvem slottet har sit navn.
Foto: Privatfoto

Oversigt

    Oversigt