Nye uddannelser skaber glæde på Sydfyn, men rekruttering kan blive "vanskelig"

Den endelige aftale om etableringen af videregående uddannelser vækker glæde i Svendborg, der igen kommer til at huse læreruddannelsen.

Tirsdag den 22. marts faldt aftalen om udflytning af videregående uddannelser på plads.

I Svendborg Kommune betyder det, at de nu kommer et skridt nærmere at blive en uddannelsesby.

Inden længe bliver det nemlig muligt at tage læreruddannelsen på UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole i Svendborg, hvor de i forvejen udbyder pædagoguddannelsen og sygeplejerskeuddannelsen. 

Beskeden om, at læreruddannelsen nu kommer til Svendborg faldt i god jord ved Bo Hansen (S), der er borgmester i Svendborg kommune.

- Vi er enormt glade, for vi vil rigtig gerne skabe et godt uddannelsesmiljø, og det er det, vi satser benhårdt på, siger Bo Hansen. 

Udover læreruddannelsen, undersøges muligheden for at oprette uddannelser til fysioterapi, radiograf, bioanalytiker samt indenfor leisure management på det campus ved havnen. 

- Da jeg stod op i morges (tirsdag, red.) og så at der er kommet nye uddannelser på tegnebrættet, så syntes jeg det var skønt, fordi det netop er den mangfoldighed, vi har behov for, siger Bo Hansen.

Kommunen får godt seks millioner kroner til etablering af læreruddannelsen. Derudover får kommunen yderligere tre millioner kroner til et nyt campus-område. 

Faldende ansøgertal - stor optimisme

Ved UCL er man positive angående udsigten til at få etableret en læreruddannelse ved deres campus i Svendborg. Men de erkender også, at det bliver en udfordring. 

- Det er ikke noget, der er let. Og specielt ikke nu, hvor vi ser ind i en periode, hvor læreruddannelsen har det vanskeligt i relation til rekruttering, siger Poul Erik Madsen, Bestyrelsesformand, UCL Erhvervsakademi og professionshøjskole. 

De sidste par år har mængden af ansøgere til læreruddannelsen på UCL i Odense været faldende. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Borgmesteren i Svendborg kommune tror dog på, at ansøgerne nok skal komme.  

- Hvis du skaber et miljø, hvor du både kan bo, studere og være sammen med alle de andre som også er i området - så får vi jo skabt et campus som jeg tror på vil gøre Svendborg til en af de mest attraktive uddannelsesbyer, siger Bo Hansen. 

Bjørn Brandenborg (S), der er valgt til Folketinget i Svendborg/Langeland-kredsen tror ligeledes på, at kommunens planer nok skal lykkedes.

- Jeg er sikker på, at det her bliver en kæmpe succes og det er en stor sejr for alle os, der har knoklet for det, siger Bjørn Brandenborg. 

Udover læreruddannelsen får Fyn også en ny filmuddannelse, hvortil der er afsat ni millioner kroner. Det er endnu uvist, hvor på Fyn uddannelsen skal placeres. 


Oversigt

    Oversigt