Nyt projekt skal sætte lyd til fynske kunstværker

Øernes Kunstfond, som er den ene af de Regionale Kunstfonde, har netop uddelt den anden runde af puljemidler. To svendborgkunstnere modtager 350.000 kroner i støtte til projektet "Lyt til Kunsten".

Overalt på Fyn er der spændende kunstværker. Nogle er markante, mens andre er uanselige og næsten usynlige.

Fælles for dem er, at de savner formidling. Det mener de to fynske kunstnere, Sara Line Batson Matzen og Helle Ansholm Rasmussen, som står bag bag projektet "Lyt til Kunsten".

- Man kan stille sig foran kunstværket og scanne værket. Så kommer der en tekst og en lydfortælling frem, fortæller Sara Line Batson Matzen.

Med projektet "Lyt til Kunsten" skal der skabes professionelt producerede lydfortællinger til en række udvalgte kunstværker i det offentlige rum.

Udbredes til hele Fyn

Sara Line Batson Matzen og Helle Ansholm Rasmussen har modtaget fondsmidler fra Kulturregion Fyn. De 200.000 kroner fra puljen til innovative kulturprojekter betød, at det blev muligt at gennemføre projektet i Faaborg, Assens, Kerteminde og Odense.

Med bevillingen på 350.000 kroner fra Øernes Kunstfond bliver projektet bred ud over hele Fyn.

Lydfortællingerne bliver suppleret med digitale vejvisere og bykort, som ligger tilgængeligt på den gratis kunst-app "Vizgu". Firmaet "Vizgu" er erhvervspartneren i projektet, som stiller deres teknologi til rådighed for projektet.

Støtte til 17 projekter

Øernes Kunstfond modtog i anden ansøgningsrunde i alt 31 ansøgninger, og 17 projekter har fået den gode nyhed, at de modtager støtte fra fonden.

Samlet set blev der søgt om tilskud for i alt 6,7 millioner kroner, og der blev uddelt midler for i alt 2,8 millioner kroner.

Læs mere om de 17 projekter her.

Det var restaureringen af rytterstatuen i Kongens Have i Odense, der gav inspiration til projektet, fortæller Sara Line Batson Matzen.

Oversigt

    Oversigt