Simon Pytlick med særlig tak til Thurø

Sydfyn har en særlig aktie i VM-guldet til Danmarks herrelandshold. Nu sender stjerne tak til sydfynsk ø.

Flere af VM-stjernerne har et helt særligt bånd til den lille sydfynske ø Thurø.

Mandag blev det da også til en særlig tak fra en af øens helt store VM-stjerner.

Simon Pytlick sendte nemlig et særligt tak til Thurø, hvor han er født og opvokset blandt mange andre håndboldstjerner. Se takken i videoen herover.

- Jeg glæder mig til at komme hjem til Thurø. Det er der, jeg finder min ro i en hektisk hverdag, siger Simon Pytlick.

Føles hjemmeligt

Den unge Pytlick peger samtidig på, at mange af hans landsholdskollegaer har tilknytning til Sydfyn - nærmere håndboldklubben GOG.

- Det giver helt sikkert noget særligt, at mange har en tilknytning til området.

- Det gør det mere hjemligt for en selv, men ellers tænker jeg ikke så meget over det, siger den nykårede verdensmester.

Landsholdstræner Nikolaj Jacobsen mener også, at der kan spores en sydfynsk GOG-ånd på landsholdet.

- I hvert fald omkring fællesskabet, kan der godt, lyder det fra træneren.

- Men vi har vores helt egen ånd og gør vores ting på en anden måde end i GOG, understreger Nikolaj Jacobsen. 

Roen på Thurø trækker

For landsholdspiller Lasse Møller er der heller ikke nogen tvivl om, at GOG og Sydfyn har del i VM-guldet.

Han er selv opvokset 500 meter fra hallen.

- Den DNA, der er dernede og den brødrekultur, der er omkring hallen i Gudme, er rigtig stærk, og det siver nok lidt ind på landsholdet, siger Lasse Møller.

Også Niclas Kirkeløkke, der har forældre på Thurø, mener, at GOG er et fantastisk sted.

Han peger på GOG's stærke samarbejde med efterskolen i Oure, som en del af forklaringen på den store sydfynske succes.

Når han selv tager hjem, er det roen på Thurø, der trækker.

- Og denne gang skal jeg ikke gøre noget, det er min plan, siger Niclas Kirkeløkke.

Og ro skal han nok få. For Svendborg kommer ikke til at stå på den anden ende, når håndboldheltene kommer hjem. Det siger borgmester Bo Hansen (S).

Oversigt

    Oversigt