Spejderlejre rammes af forsamlingsloft: Sidestilles med festivaler

Sommerens store spejderlejre risikerer at blive aflyst, fordi de bliver sidestillet med store musikfestivaler, når det gælder corona-restriktioner.

Sommerens store spejderlejre er i fare for at blive aflyst. Folketingets ekspertgruppe anbefaler nemlig, at man aflyser spejderlejre, hvis der er flere end 500 deltagere. 

Men det er ikke retfærdigt, mener spejderne. 

For selvom spejderlejrene samler flere end 500 personer, er der ingen, der drikker alkohol, og deltagerne har langt mere plads end gæsterne på de store musikfestivaler.


Det er ikke rimeligt

Claus Thorsted, der er gruppeleder i De Danske Spejderkorps i Rudkøbing, har et helt livs erfaring som spejder bag sig.

Han begyndte som spejder, da han var seks år gammel, blev spejderleder som 18-årig og har været det lige siden.

Nu føler han sig for første gang uretfærdigt behandlet, fordi spejderlejre og musikfestivaler bliver sidestillet, når det gælder coronasmitte.

- Jeg synes ikke, det er rimeligt, for man kan overhovedet ikke sammenligne en spejderlejr med en festival.

650 spejdere samles til sommer

På Thurøbund Spejdercenter vil 650 spejdere efter planen samles til sommerlejr i juli måned.


Hvordan kan det være, at lige præcis spejderne skal have lov til at samles, hvis andre ikke må få lov?

- Jamen, så kan vi lade være med at kalde det spejdere. Så kan man kalde det aktiviteter på det niveau, siger Claus Thorsted.

I de nye corona-anbefalinger fra Folketingets ekspertgruppe er spejderlejren på Thurø placeret i samme risikogruppe som de store musikfestivaler som for eksempel Tinderbox med 45.000 publikummer.

Derfor håber de, at de politiske forhandlinger fører til et andet resultat end ekspertgruppens nuværende anbefalinger.

quote - Jeg håber på, at man lukker op, så de her spejdere kan komme ud og få én på opleveren, for det trænger de til

Claus Thorsted, Spejderleder

- Hvis du er afsted på en festival og har set, hvad der foregår nede foran scenen, hvor folk står og danser og hopper og drikker masser af fadøl, så er det én ting. Her, (på spejderlejren, red.) hopper ungerne selvfølgelig rundt, og selvfølgelig laver de ballade, men det kan slet ikke sammenlignes, siger Claus Thorsted, der efterlyser en mere nuanceret vurdering af smittefaren på sommerens spejderlejre:

- De spejdere og de spejderledere, der har med det her at gøre, har meget mere styr på hvad der foregår, end hvad det er, der foregår på en festival, siger han.

Børnene trænger til oplevelser

På Thurø er spejderlejrens børn og unge alle mellem 8-15 år. Et arrangement for dem bør kunne gennemføres, mener Claus Thorsted.

- Jeg håber på, at man lukker op, så de her spejdere kan komme ud og få én på opleveren, for det trænger de til, siger han.

De politiske forhandlinger om afholdelsen af sommerens store arrangementer ventes at gå i gang i denne uge.

I den forbindelse har Claus Thorsted en opfordring til politikerne:

- Jeg vil sige, at de folk, som afvikler de her arrangementer, bør lytte til dem frem for at lytte så meget til de her specialister, siger han.

Opbakning fra De Konservative

Det er ikke alle i Folketinget, der mener, at spejderlejre bør sidestilles med festivaler. Fynske Mai Mercado (K) mener godt, man kan afholde en spejderlejr som den på Thurø forsvarligt.

- Der kommer vi til at kræve nogle nuancer, for det virker altså tudetosset, at man hverken kan få lov til at tage på spejderlejr eller på fodboldcamp, og at man bliver slået i hartkorn med de helt store festivaler. Man er nødt til at se mere nuanceret på det og se, hvad der giver mening for festivalerne, hvor der er titusindvis af mennesker, som også drikker noget alkohol, og så se på børn, der er på en spejderlejr. Det tænker jeg godt, man kan, uden at man skal have de her meget omfangsrige regler, siger Mai Mercado.

Oversigt

    Oversigt