Team Rynkeby: Første dag med regn

Team Rynkeby Ringes anden etape blev den første i regnvejr. Det plejer at betyde mange punkteringer, men holdet slap.

Anden etape på vej mod Paris mandag gik fra Bremerhaven til Bramsche i Tyskland - en tur på 160 kilometer.

For første gang på turen regnede det mandag formiddag, men holdet fortsatte ufortrødent.

Udover at gøre rytterne våde og nogle veje glatte, betyder det også risiko for ekstra mange punkteringer.

- Det skyldes tit og ofte, at stenene på vejen vender den tunge ende nedad, så spidsen kommer op, og så punkterer den dækkene, siger holdets mekaniker, Dan Rask.

Men holdet slap for ekstra punkteringer denne gang.

- Vi er kommet et godt stykke ned i Tyskland, hvor der ikke er så meget flint. Så trods regnvejret, ingen punkteringer. Det har været en stille og rolig dag i dag, siger Dan Rask.

Tirsdag forestår en tur på 162 kilometer fra Bramsche til Kalkar-Kehrum. Holdet slutter i Paris på lørdag efter at have kørt 1.264 kilometer.

Redaktør på TV 2/FYN Emma Louise Laycock cykler med og sender hver dag historier hjem om sine oplevelser.

Det andet fynske hold, Team Rynkeby Odense, med omkring 30 deltagere er nået til Bremen efter 193 kilometer fra Seehotel Töpferhaus.

Tirsdag kører de 202 kilometer fra Bremen til Boekelo.

Team Rynkeby streamer live fra de forskellige hold her.

Oversigt

    Oversigt