Axelsen er "mere stolt end normalt" efter stor turneringssejr

Viktor Axelsen trodsede sygdom og trænermangel, da han søndag vandt Super 1000-turneringen Indonesia Open.

Forholdene talte ikke for, at Viktor Axelsen søndag skulle juble over at have vundet en af badmintonsportens største turneringer.

For den danske OL-guldvinder har været udfordret under denne uges Indonesia Open. Han har været syg, og på banen har han skullet klare det selv. Uden en træner tæt på.

Så da han med en sejr i tre sæt over træningsmakkeren Kean Yew Loh sikrede, at han kunne betræde podiets øverste trin, var det med en stor mængde forløsning i kroppen.

- Jeg er enormt glad og stolt. Jeg er måske endnu mere stolt, end jeg normalt er, siger Viktor Axelsen.

Badmintonstjernen valgte tidligere på året at flytte til Dubai. Det betød et farvel til landsholdstræningen i Brøndby og et farvel til de goder, der følger med.

For når Viktor Axelsen spiller turneringer, der ikke er med landsholdet, kan han ikke gøre brug af Badminton Danmarks trænere og behandlere. Han skal med andre ord passe sig selv.

Fik hjælp af tysk fysioterapeut

I Indonesien har den 27-årige dansker haft selskab af sin kæreste, Nathalie Koch Rhode, og sin datter, Vega. Men sportsligt har han måttet søge alternativ assistance.

- Jeg har prøvet at få det til at fungere og har fået lidt behandling af den tyske fysioterapeut, mens han var her. Han har ikke været her de sidste par dage. Men jeg har formået at komme fra et sted, hvor jeg ikke havde det særlig godt til at løse de små problemer, jeg har mødt på banen. Det er jeg enormt glad for, siger Viktor Axelsen.

Indonesia Open, der er rangeret som en Super 1000-turnering, er nu slut, men Axelsen bliver alligevel på Bali, hvor turneringen er blevet afholdt.

For det er også her, han i næste uge skal spille sæsonfinale. Nu skal han bruge de kommende dage til at restituere og slippe af med den sidste sygdom, der sidder i kroppen.

- Helbredsmæssigt har jeg fået det bedre dag for dag. Der var lige lidt hosten i dag, men det var ikke noget, der kommer til at spille ind i næste uge. Lige nu skal jeg sænke skuldrene, slappe af og nyde sejren sammen med Nathalie og Vega, og så er jeg klar til at give den hele armen næste uge.

Viktor Axelsen har i 2021 vundet OL-guld, Denmark Open, Thailand Open 1 og 2, Swiss Open og nu Indonesia Open,.

Oversigt

    Oversigt