Axelsen smider sikker finalebillet i kollaps

En træt og kramperamt Viktor Axelsen faldt fuldstændig sammen, da han var langt foran i tredje sæt i semifinalen ved French Open.

Foran 19-10 i tredje og afgørende sæt kunne Viktor Axelsen ikke mere.

En sikker vej mod finalen ved French Open blev pludselig forvandlet til dansk slingrekurs. Jonatan Christie tog således 11 point i streg og sikrede sig finalebilletten i Frankrig, mens en træt dansker så ud til ikke helt at forstå, hvad der netop var sket.

Men det skete, og dermed tabte Viktor Axelsen semifinalen i tre sæt med 21-7, 20-22 og 19-21.

- Jeg synes bare, det er ærgerligt. Jeg burde kunne finde bare de to bolde, men det kunne jeg ikke i dag, siger Axelsen til TV 2 SPORT.

Her fortæller han også, at han fik krampe i sit inderlår i tredje sæt, og det blev for alvor hæmmende mod sættets afslutning. Det betød, at han havde meget svært ved at afgøre duellerne.

- Jeg prøvede lidt forskelligt, men problemet er, at jeg ikke kan hoppe. Sådan er det jo. Der er ikke så meget andet at sige, end at jeg tabte, og at jeg ikke var god nok til sidst med det, jeg nu engang havde.

Det så ellers ud til at blive en semifinale uden grund til danske panderynker og overanstrengelser i første sæt. Det var nemlig alt andet end spændende, for Viktor Axelsen var simpelthen for suveræn.

Danskeren kom bagud 0-1, men tog sidenhen 11 point i træk, og så var det sæt nærmest afgjort allerede ved opholdet. Axelsens tålmodige spil og fremragende defensiv var årsagen til det ulige første sæt, der endte 21-7 efter en fejlfri dansk indsats.

Christie vågnede i andet sæt

I andet sæt mødte Jonatan Christie op og fik mere styr på Axelsens tålmodige taktik. Det gav et betydeligt tættere sæt, hvor det faktisk var indoneseren, der var foran i indledningen af sættet og helt op til 10-12. Herfra trådte Viktor Axelsen i karakter, og otte dueller senere førte danskeren 16-14.

Indoneseren svarede dog igen, men en vanvittig duel ved 18-18, hvor begge spillere undervejs nærmest gik rundt på banen i træthed, endte med dansk point og dertilhørende gejst. Christie lod sig dog ikke slå ud, og så skulle sættet ud i ombolde, efter at Axelsen havde afværget en indonesisk sætbold.

Det formåede han ikke at gentage ved næste lejlighed. Andet sæt endte derfor 22-20 til Christie, og så skulle en underholdende semifinale afgøres i tredje sæt.

Kontroversiel situation i afgørende sæt

Axelsen kom bedst fra start i det afgørende sæt, men Christie var på vej tilbage, indtil han ved stillingen 7-5 blev snydt for et point.

Her overså dommeren en åbenlys fejl fra danskeren, der ramte nettet med ketcheren, før bolden var afgjort.

Krampe og kollaps

En tydeligt frustreret Christie så ikke ud til at kunne rejse sig efter den uheldige episode. Ved stillingen 19-10 så en træt og kramperamt Viktor Axelsen ud til at kunne køre sejren stille og roligt i hus, men det stik modsatte skete.

Axelsen blev mere og mere træt og rundtosset, og med 11 ubesvarede point vandt Christie sættet og kampen i en storslået comeback.

Indoneseren skal møde kinesiske Chen Long i finalen søndag.

Oversigt

    Oversigt