Christian Eriksen har sendt besked til holdkammerater i Inter

Den danske stjernespiller fik lørdag livreddende hjertebehandling på fodboldbanen under Danmarks kamp mod Finland.

Den danske landsholdsspiller Christian Eriksen sendte lørdag aften en besked til sine holdkammerater i den italienske klub Inter.

Det oplyste klubbens direktør, Giuseppe Marotta, til italienske Rai Sport ifølge Goal.com.

- Spillerne er meget tætte, og vi begyndte straks at kommunikere med hinanden efter at have set de billeder, siger han.

Forinden havde de og resten af verden set Christian Eriksen kollapse på banen i Parken knap halvvejs inde i Danmarks første EM-kamp mod Finland.

Skrev chatbesked fra hospitalet

Den 29-årige danske stjernespiller modtog livreddende hjertebehandling på banen, som han et lille kvarter senere forlod på en båre for at blive bragt til Rigshospitalet.

35 minutter senere meddelte fodboldforbundet Dansk Boldspil-Union, at Christian Eriksen var vågen.

Guiseppe Marotta fortalte på nogenlunde samme tid til Sky Sport, at han havde været i kontakt med den danske lægestab. Det oplyser den italienske sportjournalist Fabrizio Romano.

Klubben ønskede dog ikke at presse sig på, fortalte Guiseppe Marotta til Rai Sport.

- Jeg kan kun sige, at for ti minutter siden skrev Eriksen selv en besked i vores interne chat, og det bekræfter sammenholdet mellem spillerne, sagde han sent lørdag.

Inter-direktøren uddybede ikke, hvad der stod i beskeden fra Christian Eriksen.

Klubkammerat dedikerede sejr til ham

Flere af Christian Eriksens holdkammerater i Inter er med ved EM-slutrunden. Blandt andre den belgiske angriber Romelu Lukaku, der skulle i aktion lørdag klokken 21 mod Rusland.

Da den 28-årige angriber scorede kampens første mål efter små ti minutter løb han ud til et kamera og sendte en hilsen til sin danske klubkammerat:

- Chris, jeg elsker dig, lød det.

Romelu Lukaku scorede også Belgiens sidste mål i sejren på 3-0 og dedikerede efterfølgende målene til Christian Eriksen.

- Jeg er virkelig tilfreds med sejren, men det var hårdt for mig at spille, fordi mine tanker var hos Christian Eriksen - jeg dedikerer dette til ham, sagde Lukaku og fortalte, at han græd før kampen.

- Jeg har tilbragt masser af tid med ham. Mine tanker går til hans hustru og børn.

Spillede kampen færdig

Fra hospitalet var Christian Eriksen også i kontakt med de danske landsholdsspillere, der blev i Parken, mens kampen var afbrudt.

Efterfølgende besluttede de to hold og det europæiske fodboldforbund, Uefa, at genoptage kampen klokken 20.30.

Kampen endte med en sejr på 1-0 til Finland.

Oversigt

    Oversigt