Derfor skiftede han: Kæk Gidsel fik nok af landsholdskammeraternes plageri

Det blev afgørende for Mathias Gidsels klubvalg, at han får lov til at prøve sig af i forsvaret.

Mathias Gidsel har fået sin store drøm opfyldt.

I sommeren 2022 skal han spille for den tyske storklub Füsche Berlin. Og det har de danske spillere i klubben haft stor indflydelse på. De har nemlig skubbet på for at få Gidsel til den tyske hovedstad.

- I sidste ende gad jeg ikke høre mere på dem, så jeg endte med at tage afsted, lyder det fra Mathias Gidsel efterfulgt af et grin.

Danskere i Füsche Berlin

  • Lasse Andersson
  • Jacob Holm
  • Hans Lindberg (udløb i 2022, hvor Gidsel kommer til)
  • Johan Koch (samme som Lindberg)


Danskerne får i det hele taget stor betydning for højre backens start i Berlin.

- De har hjulpet mig meget. Jeg glæder mig helt vildt til at have en hverdag med dem i Berlin – og selvfølgelig også at spille med dem. Det er blevet nogle gode venner, siger Mathias Gidsel.

Er helt vildt glad

Hovedpersonen var i det hele taget rigtig godt tilpas med sin beslutning, da TV 2 SPORT fangede ham.

- Det har altid været en drøm for mig at komme til udlandet.

- Det er fantastisk at få lov til at udleve min drøm om at bo i udlandet. Jeg får lov til at spille i den bedste liga i verden foran mange tusinde mennesker i kæmpe haller. Jeg er så glad for, jeg allerede har styr på det nu.

- Jeg er helt vildt glad og glæder mig til at spille dernede, når jeg har spillet den her sæson, siger Mathias Gidsel, der fortæller, at han blandt andet har fået råd af Nikolaj Jacobsen undervejs.

Vigtig detalje

Den ombejlede gennembrudsspiller lægger ikke skjul på, han havde tilbud fra mange klubber. I sidste ende blev særligt én ting afgørende.

- Jeg får muligheden for at dække op, og det er vigtigt, for jeg vil rigtig gerne være en tovejsspiller. Det er meget ekstraordinært i Berlins pakke – at jeg skal være en del af forsvaret, siger Gidsel.


Füsche Berlins sportsdirektør, Stefan Kretzschmar, tog for første gang kontakt et par måneder før OL. Og siden har de to jævnligt talt sammen.

- Han skrev til mig hver dag under OL, så lysten til, at de ville mig, var meget afgørende for mit valg, siger den 22-årige landsholdsspiller.

En vild tid

Mathias Gidsel blev for alvor et kendt ansigt i Danmark, da han brød igennem under VM i januar.

Under OL blev han så kåret til turneringens mest værdifulde spiller. Han lægger da heller ikke skjul på, at de sidste ni måneder har været noget af en mundfuld.

- Jeg har svært ved at beskrive det. De sidste måneder har været helt raketagtige. Det er virkelig gået hurtigt og godt, siger Gidsel.


Mathias Gidsel (th.) bliver blandt andre holdkammerat med Jacob Holm (i midten).
Mathias Gidsel (th.) bliver blandt andre holdkammerat med Jacob Holm (i midten).
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix


Efter VM fik Gidsel mental coaching efter en svær periode, da han kom hjem til hverdagslivet. Og det fortsætter han med.

- Jeg har lært af mine fejl. Jeg søger mental coaching – det får jeg også her bagefter. Det siger jeg ikke nej tak til, fordi det også gik godt til OL, siger han.

Næste gang Gidsel skal med landsholdet til en slutrunde er EM i januar 2022.

Oversigt

    Oversigt