OB-træner ærgrer sig over hektisk slutning: - Vi er helt væk mentalt

Hverken OB- eller Silkeborg-lejren var særligt skuffede efter søndagens kamp, der kunne have gået begge veje, men OB-træner er ærgerlig over de sidste ti minutter.

Søndagens kamp mellem OB og Silkeborg IF endte 1-1 i en jævnbyrdig affære, og umiddelbart var det to lejre, der ikke var voldsomt skuffede efter at have fået ét point.

OB-cheftræner Andreas Alm var efter søndagens kamp tilfreds med fynboernes defensive indsats i størstedelen af kampen.

- Jeg synes, vi er ganske gode defensivt. Silkeborg har kun én chance i første halvleg, da Nicklas Helenius får en mulighed efter en omstilling.

- I anden halvleg bliver vi bedre i presset og får også en scoring, der hjælper os, siger Andreas Alm.


Han var dog meget utilfreds med, hvordan OB reagerede efter udligningen.

- De sidste 10 minutter er vi helt væk mentalt, og jeg synes, at vi sortner i slutningen af kampen.

- Hvis man kigger på de første 80 minutter, synes jeg dog, at vi fortjente at vinde, men Silkeborg har flere chancer til sidst, som ikke er godt nok, afslutter han.

Afklaret hold

For Silkeborgs cheftræner, Kent Nielsen, var situationen lige omvendt. Han var særligt glad for, hvordan hans hold afsluttede kampen efter udligningen i 82. minut.

- Vi kunne godt bare have forsøgt at undgå at tabe, men vi gik all-in. Det er fordi, at vi har en stor tro på egne evner, og vi har endnu ikke spillet en kamp, hvor vi er blevet kørt ud af banen, siger Kent Nielsen.

Han understreger, at der ikke er tale om oprykkermomentum, men derimod bare højt niveau, som han tror på, kan fortsætte.

- Oprykkermomentum er sikkert det næste, som folk vil tale om, men det er altså 23 kampe i træk, hvor vi ikke har tabt, når vi tæller sidste sæson med.

- Vi er et meget afklaret hold. Vi gør tingene på vores egen måde, for vi bliver sidstevælger, hvis vi gør tingene på samme måde, som alle andre. Denne tydelighed har været vigtig for os, siger Kent Nielsen.

Oversigt

    Oversigt