- En katastrofe: Håndboldekspert revser GOG's rekruttering

Jobbet som GOG-træner er meget udsat efter de gode år under Krickau, mener Bent Nyegaard.

Håndboldsæsonen er kun seks kampe gammel for GOG's vedkommende.

Alligevel har klubben allerede nu besluttet, at Ian Marko Fog, der blev ansat i juli, ikke længere skal være cheftræner for det sydfynske håndboldflagskib.

En beslutning, der vidner om, at GOG på ingen måde har gjort deres forarbejde optimalt. Sådan lyder analysen fra TV 2 Sports håndboldekspert Bent Nyegaard.

- Den her tidlige fyring er jo et udtryk for, at det er gået galt på rekordtid. Og det er også et udtryk for, at GOG’s research har været virkelig dårlig. Når man skal ansætte, er det jo altid en fornemmelse. Hvem kan fungere i vores hus? Og den har de ikke ramt.

- Rekrutteringen er virkelig, virkelig dårlig, når det allerede stopper her. Sådan er det. Det er en katastrofe. Det er en af de hurtigste fyringer nogensinde i Danmarks bedste håndboldrække, siger Nyegaard.

"Alle har vidst, at Ian ikke var førstevalget"

GOG har i løbet af de seks første kamp tabt én ligakamp. Det var i sæsonpremieren mod Ribe-Esbjerg.

Ellers er det blevet til fire sejre og et uafgjort resultat fordelt i ligaen, i Champions League, i Super Cuppen og i Santander Cup.

På papiret ikke en katastrofe, men om muligt rettidig omhu.

- Jeg havde ikke været overrasket, hvis GOG havde tabt tre-fire kampe i træk. Jeg tror, lunten var kort, selvom Ian fik en treårig kontrakt. Der er jo altid klausuler i kontrakterne, så man skal ikke hæfte sig så meget i, at han fik tre år.

- Alle har vidst, at der var mange mulige trænere, der blev spurgt før Ian. Så det siger næsten sig selv, at der ville være pres på ham fra start. Især, fordi GOG har gjort det fremragende de seneste sæsoner. Det er fair at sige, at et GOG-job er under stort pres, fordi det er gået så ufattelig godt under Nicolej Krickau.

Trænerjobbet overtages i resten af sæsonen af assistenttræner Mikkel Voigt, der får selskab af Thomas Brandt Nyegaard.

GOG kommer til at mangle erfaring

Direktør Kasper Jørgensen rykker også endnu tættere på holdet, da han bliver en del af trænerteamet.

Konstellationen består af dygtige folk, men de mangler særligt én ting, mener Nyegaard.

- Thomas Brandt er jo en, der står for rødderne i GOG. Men klubben står nu med trænere fuldstændig uden erfaring fra det her niveau. Hvis det her er retningen, er der endnu mindre erfaring, end de havde med Ian.

- Det er tre dygtige folk på hver deres område. Voigt, der bliver cheftræner, er en fremragende træner. Men han har beskæftiget sig mest med talentudvikling. Jørgensen har vel været tæt på holdet hele tiden, så det ser jeg ikke det store i. Men det er jo, fordi han skal støtte de to nye trænere. Det er jo helt nyt land for de to.

Ian Marko Fogh blev ansat den 14. juli. Her overtog han jobbet fra Nicolej Krickau, der rykkede til tyske Flensburg-Handewitt.

GOG ligger nummer syv i Herreligaen efter tre kampe

Oversigt

    Oversigt