Fra Middelfart til Everton: Katrine Veje har skrevet kontrakt med engelske klub

Bedst som EM i England var slut, har Katrine Veje fået en ny god grund til at vende tilbage til det engelske.

Den danske venstreback har nemlig skrevet kontrakt med storklubben Everton. Kontrakten løber to år frem til 2024.

- Jeg er så glad for at være i Everton. Jeg har altid drømt om at komme tilbage til ligaen, og Everton er også en stor klub, så det er en drøm, der er gået i opfyldelse, siger Katrine Veje til everton.tv.

Når Veje taler om at "vende tilbage", skyldes det, at hun tidligere har spillet i Premier League for Arsenal. Her spillede hun fra 2019-2020.

Masser af danskere

Katrine Veje, der var en del af det danske landshold ved det netop overståede EM, kommer til et Everton-hold fyldt med danskere.

Evertons træner, Brian Sørensen, er dansk, og det samme er spillerne Rikke Sevecke samt Sara og Karen Holmgaard.

31-årige Veje fortæller også, at det danske islæt har været med til at overbevise hende om skiftet.

- For mig er det vigtigt at føle mig komfortabel (i mine omgivelser, red.). Med Brian som manager - og det at jeg kender flere af de danske og svenske spillere - har min beslutning om at skifte til Everton været noget nemmere, siger Veje.

Den danske landsholdsspiller skifter til Everton fra svenske Rosengård. Veje har spillet 140 A-landskampe for Danmark.

Oversigt

    Oversigt