Pytlick-afløser roser sit hold efter sejr over Esbjerg

Karen Brødsgaard og Odense Håndbold blev det første hold, der besejrede Team Esbjerg i ligaen.

Odense-spillerne var som forvandlede, da de torsdag aften mødte Team Esbjerg i kvindernes liga.

De har nemlig været helt nede i kulkælderen efter Final 4-stævnet mellem jul og nytår, hvor de tabte med otte mål til Herning-Ikast i finalen. Nederlaget betød, at det fynske hold sagde farvel til cheftræner Jan Pytlick, og at assistenttræner Karen Brødsgaard blev ny midlertidig træner.

Hun fik givet spillerne ny energi, og det betød, at de slog Team Esbjerg, der er ligaens tophold, med 27-25.

- Jeg fik set en fight, en ærgerrighed, en aggressivitet i forsvarsspillet, og så formåede vi at få udnyttet nogle gode kontrasituationer. Vores returløb var også rigtig stærkt til tider, men vi manglede også lidt mere is i maven, siger Karen Brødsgaard til TV 2 SPORT efter kampen.

- Vi har snakket om, at vi skal stå tæt sammen. Det handler om, at man skal give endnu mere af sig selv. Giver man endnu mere af sig selv, giver man også ekstra til naboen. Man skal tro på, at det man laver er godt, og så er det ok at fejle. Fejler vi ikke, er det kedeligt at spille håndbold.

Ville give alt

Odense-spillerne var fra start oplagte til kampen, og det betød, at de fik en stor føring. Team Esbjerg formåede dog alligevel at komme tilbage, og derfor blev afgørelsen tæt.

Gæsterne formåede dog at holde hovedet koldt, og det glæder Brødsgaard.

- Det er klart, at vi er utrolig glade, og vi står med en god fornemmelse i maven. Det er folk, der giver alt, hvad de har, og vi måtte se, hvad det rækkede til. At det så rækkede til to point, er dejligt at køre hjem med.

- Jeg er mest tilfreds med, at vi ikke har de store perioder, hvor vi falder sammen. Dem, der har fulgt lidt med i Final4, har set, at der var perioder, hvor det godt kunne blive lidt krampagtigt. Det synes jeg ikke, at vi har i dag, siger Brødsgaard.

Odense holdt aftalerne

Stine Jørgensen, der scorede fire mål på ni forsøg, er tilfreds med, at holdet fik vist noget andet spil, end det de gjorde ved Final4-stævnet.

- Det var ikke godt nok, det vi leverede ved Final4. Det kunne vi alle sammen se, så vi skulle også hanke op i os selv. Nogle perioder spiller man godt, og andre spiller man dårligt. Og det er selvfølgelig de dårlige perioder, der er hårde.

- Vi stod rigtig, rigtig godt defensivt og havde stor fysik. Vi holdt vores aftaler, vi havde lavet inden. I forhold til vores to pokalkampe, synes jeg, at vi leverede en anden indsats i dag, siger Stine Jørgensen.

Trods nederlaget er de forsvarende mestre fortsat nummer et med 26 point efter 14 kampe, mens Odense spillede sig op på siden af de nærmeste forfølgere til Esbjerg, København, med 22 point.

Oversigt

    Oversigt