Viktor Axelsen - og fem andre danskere åbner VM

Det fynske badminton-es Viktor Axelsen skal i kamp mandag morgen dansk tid ved VM i badminton i Japan. Han kan kun skuffe, siger ekspert.

Viktor Axelsen har de seneste år vundet stort set alt, der er at vinde.

Men faktisk er det hele fem år siden, han for første - og hidtil eneste - gang blev verdensmester. Sidste år blev han sensationelt slået ud i første runde.

Mandag morgen starter jagten på VM-guldet i Japan, hvor fem andre danske singlespillere også skal i aktion.

Danskere i aktion mandag

Cirkatider

  • 05.00 Rasmus Gemke - Kalle Koljonen (Finland)
  • 06.00* Viktor Axelsen - Daren Liew (Malaysia)
  • 06.00 Line Christophersen - Malvika Bansod (Indien)
  • 08.00* Line Kjærsfeldt - Ga Eun Kim (Sydkorea)
  • 09.00* Hans-Kristian Vittinghus - Lakshya Sen (Indien)
  • 10.00* Anders Antonsen - Kenta Nishimoto (Japan)

* Spiller på tv-bane

Axelsen kan kun skuffe

Jim Laugesen, badmintonekspert på TV 2 Sport, har gennemgået danskernes lodtrækninger. Du kan læse hele hans analyser her.

Han ser selvfølgelig Viktor Axelsen som den altoverskyggende danske favorit til at tage metal med hjem til Danmark.

- Viktors styrke i øjeblikket er så stor, at han kun kan skuffe. Og faktisk synes jeg oven i det, at nogle af dem, der er rigtig farlige for ham, står udenfor hans halvdel. Så det ser godt ud, siger Laugesen.

Tirsdagens program er endnu ikke fastlagt. Damesinglespilleren Mia Blichfeldt er oversidder i første runde. Det samme gælder flere af doublespillerne.

VM i badminton kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra klokken 02 natten mellem søndag og mandag.

Oversigt

    Oversigt