DBU kritiserer Uefa efter tysk læges kommentar om Eriksen - lægen beklager nu forløbet

Tysk læge beklager over for TV 2 et interview, hvor han fortalte om detaljer fra genoplivningen af fodboldspilleren Christian Eriksen.

Torsdag kunne stort set alle danske medier fortælle om ret så intime detaljer fra de dramatiske sekunder efter Christian Eriksens hjertestop i Parken.

Ifølge den tyske læge Jens Kleinefeld, som var en af lægerne på banen, kom Christian Eriksen ret hurtigt til bevidsthed, hvorefter han sagde: "For fanden, jeg er kun 29 år gammel".

Detaljerne fra det tyske interview med den tyske læge har nu fået DBU til at rette kritik mod UEFA, som ved slutrunden har gjort brug af Jens Kleinefelds ekspertise i intensivbehandling og akutmedicin. Det siger Jakob Høyer, som er kommunikationschef for DBU, i Presselogen.

Ikke godkendt af Eriksen

Ifølge Jakob Høyer har Christian Eriksen ikke godkendt, at citatet blev bragt.

- Det er problematisk, at vi har medlemmer af UEFA's medicinske stab, og ikke en del af vores stab, som udtaler sig om det her, siger han til TV 2.

Derfor har man rettet henvendelse til UEFA:

- Vi har sagt til UEFA, at det ikke er hensigtsmæssigt, at vi skal se noget gengivet på den her måde, fortsætter Jakob Høyer.

Tysk læge beklager

TV 2 har talt med Jens Kleinefeld, som er meget ked af situationen, som han kalder en misforståelse. Han fortæller, at han ikke er særligt medietrænet, og at hans hensigt var at give et interview om arbejdet med at genoplive spillere.

Han ønsker ikke at lade sig interviewe om sagen, men siger selv, at han har undskyldt til den danske stab.

- Det var ikke min hensigt at tale om Christian Eriksen, og det var kun min hensigt at tale om, hvor vigtigt arbejdet med genoplivning er, siger Jens Kleinefeld, som blandt andet er specialist i intensivbehandling og akutmedicin. Derudover arbejder han også som officiel dopingkontrollør for forskellige sportsbegivenheder i verden.

Faldt om ud af det blå

Christian Eriksen faldt om ud af det blå i slutningen af første halvleg i kampen mod Finland.

Hurtigt stormede landsholdets lægestab ind på banen, og kort efter fulgte UEFA's lægestab. Med et stød fra en hjertestarter blev Christian Eriksen så genoplivet.


Siden har meldingerne om Christian Eriksens tilstand været gode. Torsdag fik han indopereret en avanceret hjertestarter, og fredag besøgte Eriksen sine holdkammeraterne i Helsingør, før han tog hjem med sin familie.

Danmark spiller den sidst EM-gruppekamp mandag aften mod Rusland. Her er Danmark tvunget til at vinde for at kunne spille sig videre i turneringen.

Oversigt

    Oversigt