Derfor sprang bøgen ud på Fyn som det første sted

Varme er altafgørende for, hvornår bøgen springer ud.

Som både TV 2/Fyn og TV 2 Vejret kunne fortælle tirsdag, er det første bøgetræ i Danmark sprunget ud.

Det var ved Tiselholt Gods ved Skårup på det sydøstlige Fyn, at Per Servé kunne dokumentere årets første udsprungne bøg.

Og der er en helt særlig grund til, at det igen i år var på Fyn, vi så det sikre forårstegn.

Ny forskning knytter nemlig særlige forløb i vejret til bøgens udspring, og her ligger Fyn gunstigt.

Magisk tal for marts

Iben Margrete Thomsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet har påvist en klar sammenhæng mellem det, man kalder varmesummen for marts, og bøgens udspring.

Rent praktisk går det ud på, at man tager summen af temperaturerne alle de dage i marts, hvor vi har haft over 0 grader i middeltemperatur.

Når den sum - også kaldet varmesummen - overstiger 120 grader på landsplan, er bøgen klar til at springe ud. Den har blot brug for nogle dage med lunt vejr herefter.

Langt mere sandsynligt på Fyn end i Vendsyssel

I søndags ramte vi en varmesum på 120 grader på landsplan, og vi kunne derfor forvente, at bøgetræerne nu stod på spring.

Beregner vi den lokale varmesum for Svendborg Kommune, som Skårup ligger i, var tallet her helt oppe på 127 grader i søndags, mens det for Frederikshavn Kommune blot var 101 grader på samme tidspunkt.

Derfor var det sydøstlige Fyn en langt mere sandsynlig kandidat for et tidligt bøgeudspring end eksempelvis Vendsyssel med det temperaturforløb, vi har set i år. 

Og sådan er det tit. Derfor er netop Fyn det sted i landet, hvor vi oftest ser de første grønne bøgetræer.

Hvornår er bøgen sprunget ud?

Lokale undtagelser

Der er imidlertid også undtagelser fra sammenhængen mellem varmesummen og bøgen. 

I Tønder Kommune i Sønderjylland var den lokale varmesum 136 grader i søndags, altså højere end på Sydøstfyn, uden at vi her på TV 2 Vejret har kunnet konstatere, at bøgen er sprunget på de kanter.

Så andre faktorer spiller også ind for, hvornår bøgen springer ud det enkelte sted i Danmark.

På landsplan er sammenhængen dog ret klar. Når vi passerer 120 grader i varmesum for hele landet, kan vi inden for kort tid forvente det første grønne bøgetræ et eller andet sted i Danmark.

Forskning på baggrund af meldinger fra TV 2 Vejrets seere

Sammenhængen er blevet klarlagt efter en gennemgang af data fra TV 2 Vejrets seere om bøgens udspring gennem de seneste 17 år.

Du kan også være med til at kortlægge bøgens videre udspring i år ved at sende billeder til os gennem vores upload på vejr.tv2.dk, i vores app  eller hvis du deler billedet på sociale medier med #tv2vejret som hashtag.

Bøgen er sprunget ud, når bladene er store nok til at dække en tokrone.

Oversigt

    Oversigt