Færge med 28 passagerer lå for anker i fire timer efter røgudvikling

Færgen kunne endelig gå i havn i Marstal, efter den havde ligget stille i mere end fire timer grundet røgudvikling. Turen tager normalt 50 minutter.

Med flere timers forsinkelse kom færgen Ærøexpressen i havn i Marstal lidt i midnat søndag aften.

Ifølge hjemmesiden marinetraffic.com, der overvåger skibstrafikken, gik den i havn klokken 23.55. Den forlod Rudkøbing på Langeland klokken 19.40.

Passagererne på færgen fik en længere overfart end ventet. 
Passagererne på færgen fik en længere overfart end ventet. 
Foto: Asger Nymand

Men da der udviklede røg i motorrummet, var færgen nødt til at kaste anker syd for Strynø.

Var ikke nød

Færgen ventede på en slæbebåd, der skulle få den frem til havnen i Marstal, oplyste direktør for Ærøxpressen Boye Kromann til fyens.dk.

Da der ikke var tale om en nødsituation, var Forsvaret ikke en del af opgaven, oplyste vagtchefen hos Forsvarets Operationscenter.

- Da der ikke som sådan er nød, klarer de den selv, sagde han.

Ærøxpressens ruteafgange mandag er aflyst, fremgår det af færgeselskabets Facebook-side.

- Det er meget beklageligt. Den har ellers været driftsikker i flere måneder, men sådan noget kan jo ske, siger Boye Kromann til fyens.dk.

En ganske ny færge

Der er tale om en ganske ny færge. Den blev indviet 30. november 2019, fremgår det af en pressemeddelelse fra Transportministeriet fra november sidste år.

Ærøxpressen er en hybridfærge, som sejler på en blanding af motorkraft og batteri. På den måde reducerer den sit CO2-udslip.

Ifølge fyens.dk var der 28 passagerer om bord på færgen.

Turen fra Rudkøbing på Langeland til Marstal på Ærø tager normalt 50 minutter.

Hybridfærgen måtte hjælpes af en slæbebåd. 
Hybridfærgen måtte hjælpes af en slæbebåd. 
Foto: Asger Nymand