Nu kan din arbejdsgiver kræve coronapas - vær opmærksom, hvis du skal testes uden for arbejdstid

I særlige tilfælde kan du blive pålagt en test, selv om du er blevet vaccineret mod coronavirus.

Fra fredag kan din chef kræve at se et coronapas, når du møder på arbejde i det private.

Det står klart, efter at Folketinget officielt har vedtaget en trepartsaftale, som regeringen og arbejdsmarkedets parter indgik for to uger siden.

Regeringen har allerede lagt op til, at kravet skal indføres på offentlige arbejdspladser, ligesom flere kommuner har besluttet, at deres ansatte skal fremvise et gyldigt coronapas.

På det private arbejdsmarked er det dog fortsat op til den enkelte virksomhed, om de vil indføre kravet eller ej.

I yderste tilfælde kan man blive fyret, hvis ikke man ønsker eller kan at fremvise et gyldigt coronapas.

Vaccinerede kan blive ramt af testkrav

Det var kun ganske få af Folketingets partier, der stemte imod lovforslaget.

En af de ting, der tiltrak sig opmærksomhed i Folketingssalen, var dog, at den nye lov gør det muligt for virksomheder at kræve en gyldig test af sine ansatte – selv hvis de er vaccineret eller tidligere har været smittet med covid-19.

- Hvis der foreligger særlige omstændigheder, vil det imidlertid kunne være anbefalet af myndigheder eller endda i visse tilfælde et krav, at også personer, der er beskyttet mod covid-19 i forvejen, tillige lader sig teste. I så fald kan det være fuldt ud i overensstemmelse med saglighedskravet, at arbejdsgiver pålægger vaccinerede test, står der i bemærkninger til lovforslaget.

Som eksempel på særlige omstændigheder nævnes større smitteudbrud eller tilfælde, hvor en ansat skal sendes til et land, hvor det er et krav for indrejse, at man både er vaccineret og har et negativt testresultat.

Hvem skal betale for din tid?

Det fremgår desuden af lovforslaget, der nu er blevet vedtaget, at en coronatest, som man bliver pålagt af sin arbejdsgiver, så vidt muligt skal gennemføres inden for almindelig arbejdstid.

Hvis det ikke er muligt, skal medarbejderen "kompenseres økonomisk for den tid, der bruges på testen", står der i lovforslaget, ligesom man har krav på at få dækket "eventuelle rimelige udgifter", man har i forbindelse med, at man bliver testet.

Dermed flugter loven med en afgørelse, som Arbejdsretten kom med tidligere på måneden. Her var en række raske og symptomfrie sygeplejersker ansat på Sjællands Universitetshospital i Roskilde sidste sommer blevet bedt om at lade sig teste, fordi der var konstateret smitte på deres afdeling.

Arbejdsretten mente, at Region Sjælland, der driver Sjællands Universitetshospital, havde lagt beslag på sygeplejerskernes fritid på en måde, der gjorde, at det måtte tælle som arbejdstid.

Sagen er blevet beskrevet i en pressemeddelelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), der førte sagen på vegne af sygeplejerskerne.

Hvis man bliver testet af anden årsag, kan man dog ikke bare skrive det på sin timeseddel. Testen skal således være påkrævet af ens arbejdsgiver, ligesom test på arbejdspladsen vil tælle med, hvis de opfylder nogle bestemmelser.

Selvtest kan komme i spil

Loven vil gælde, så længe covid-19 kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, og som udgangspunkt vil både færdigvaccination, en positiv test, der er mellem 14 og 180 dage gammel, og en negativ coronatest være brugbart.

Henholdsvis PCR-test – podning med en vatpind i munden – og såkaldte antigen-test, der også kaldes lyn- eller quicktest, vil i første omgang være gyldige testformer.

I lovforslaget lægges der dog også op til, at testmåder som selvtest kan inddrages på lige fod, hvis beskæftigelsesministeren beslutter sig for det.

Det står dog direkte i lovforslaget, at eksempelvis en antistof-test, der viser, om man tidligere har haft corona, ikke falder inden for rammerne her.

Fakta: Trepartsaftale om coronapas

Oversigt

    Oversigt