Ny prognose: Der kan falde sne på Fyn juleaftensdag

Der kan komme sne på Fyn, i Sydjylland og på Sjælland. Der er dog fortsat meget stor usikkerhed forbundet med vejrudviklingen frem mod jul.

Selvom den landsdækkende hvide jul med stor sandsynlighed efterhånden er en reel umulighed, er julemiraklernes tid ikke helt forbi.

I hvert fald ikke hvis man skal tro nogle af de nyeste vejrprognoser fredag formiddag.

Hvornår er der hvid jul?

Prognosen fra det fælleseuropæiske vejrcenter ECMWF (European Centre for Medium-Range Weather Forecasts) viser, at juleaftensdag kan ende med at blive en vejrmæssig 'gyser'.

Et lavtryk skal ifølge prognosen bevæge sig tværs gennem Danmark, og i den forbindelse kan nedbøren over dele af Danmark falde som slud og tøsne.

Frem mod jul er der en tendens til, at lavtrykkene vil tage en sydligere kurs. Det giver forøget mulighed for, at lidt koldere luft kan strømme frem til Danmark fra øst og nordøst og dermed større chance for, at nedbøren vil kunne falde som slud og tøsne. 
Frem mod jul er der en tendens til, at lavtrykkene vil tage en sydligere kurs. Det giver forøget mulighed for, at lidt koldere luft kan strømme frem til Danmark fra øst og nordøst og dermed større chance for, at nedbøren vil kunne falde som slud og tøsne. 
Foto: TV 2 Vejret/Grafik

Detaljer kan blive afgørende

Lad det være sagt med det samme: Selvom der 'kun' er seks dage til juleaftensdag, er prognoserne fortsat forbundet med stor usikkerhed. Det illustreres blandt andet ved, at flere andre prognoser ikke viser samme vinterlige vejrudvikling juleaftensdag.

Derudover vil der – hvis prognosen med tøsne skulle vise sig at blive den rigtige – være mange detaljer, der afgør, hvorvidt nedbøren faktisk vil falde som sne, og i endnu højere grad om sneen eventuelt vil kunne lægge sig på jorden.

Vinden blæser mod uret omkring et lavtryk, så sandsynligheden for at opleve hvid nedbør er størst, hvis man befinder sig på nordsiden af lavtrykket, hvor der ofte vil være tilstrømning af koldere luft fra øst på denne tid af året.

'Desværre' er luften øst for os ikke tilstrækkelig kold til, at der med sikkerhed vil falde sne, selvom vinden blæser fra den østlige horisont.

Derudover bidrager både nedbørintensiteten og lufttrykket (og trykfaldet) i forbindelse med lavtrykspassagen, samt hvor højt over havet man bor, til at sandsynligheden for hvid nedbør øges.

Her kan der falde sne

Skulle prognosen fra ECMWF blive til virkelighed, er det sandsynligt, at en del af nedbøren over Sjælland vil falde som slud og tøsne, der kan lægge sig på jorden, hvis den er afkølet til frysepunktet. Det samme kan muligvis ske over Fyn og Sydjylland, men hertil er prognoserne endnu mere usikre.

Potentiel snedybde juleaftensdag. Det skal dog siges, at modellen også medregner, at slud lægger sig på jorden, hvilket ikke er tilfældet i virkeligheden. Derfor er mængderne på kortet større end den reelle snedybde.
Potentiel snedybde juleaftensdag. Det skal dog siges, at modellen også medregner, at slud lægger sig på jorden, hvilket ikke er tilfældet i virkeligheden. Derfor er mængderne på kortet større end den reelle snedybde.
Foto: TV 2 Vejret/Grafik

Kortet i artiklen, der viser "snedybden", medregner også, at slud lægger sig på jorden. I virkeligheden vil dette ikke være tilfældet, hvorfor de angivne snedybder er overdrevne.

Ikke desto mindre er der en reel mulighed for, at tøsne vil kunne lægge sig på jorden.

Det må igen understreges, at prognoserne frem til jul fortsat er særdeles usikre, men på nuværende tidspunkt kan snevejr til dele af landet juleaftensdag ikke udelukkes.

2020 ender med stor sandsynlighed som det år med færrest døgn med snedække.

Oversigt

    Oversigt