Pape i mindretal på første arbejdsdag: Trine Bramsen kræver ny bandepakke

Første gang han er i folketingssalen som minister, kommer Søren Pape i mindretal. S, DF og SF-flertal vil have nye forhandlinger om en rocker- og bandepakke.

Af David Buch
Landets nye justitsminister Søren Pape (K) står til på sin første arbejdsdag i Folketinget at komme i mindretal under en hasteforespørgsel om den eskalerende bandekonflikt, der så sent som i tirsdags førte til nye skyderier ved restauranten Sticks’n’Sushi i Lyngby.

S, DF og SF vil i dag pålægge regeringen at indkalde til nye forhandlinger om en rocker- og bandepakke, der bl.a. skal indeholde en begrænsning af prøveløsladelser, udvisning af udenlandske bandemedlemmer og yderligere redskaber til bekæmpelse af rockerborge og kriminalitet.

Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen siger til TV 2:

- Det sidste halvandet år har vi hørt gentagende højtflyvende visioner og store paroler om rocker-bandeindsatsen. Men ingen handling. Nu skal der konkrete initiativer på bordet. Vi har fundet flertal udenom den nye minister, så vi er sikre på der kommer skred i tingene.

- Når vi bringer en minister i mindretal så hurtigt handler det jo om, at der skydes i gaderne og banderne skaber utryghed. Derfor skal politiet have nye redskaber i kampen mod de kriminelle grupperinger og straffene skal skærpes. Ikke om et halvt år. Men nu.

Det lange ben foran
Ved skyderiet i Lyngby tirsdag blev to personer såret – en tilfældigt forbipasserende kvinde, der havde sin datter i hånden og en 22-årig mand, der ifølge TV 2’s oplysninger har relation til rockergruppen Satudarah.

I den forbindelse udtalte Rigspolitiet, at der var sket en markant stigning i antallet af skyderier i 2016. Og nu vil et flertal uden om regeringen altså se handling fra regeringens side:

- Der skal slås hårdt ned på bandekriminalitet og derfor må regeringen have det lange ben foran. Vi vil se handling inden Folketinget går på juleferie, siger Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen til TV 2.

Vil gøre livet surt for kriminelle
Han får opbakning fra Trine Bramsen (S):

- Vi har længe efterlyst en indkaldelse til forhandlinger om ny rocker-bandepakke. Intet tyder på at den nye justitsminister har travlt med at invitere. Så nu skal der ske noget.

Også retsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) kræver handling:

- Der skal tages hånd om rocker-bande-problemerne. Vi vil ikke finde os i skyderier på åben gade og det kræver en håndholdt indsats - både i forhold til forebyggelse og konsekvenser.

Allerede under overdragelsen i Justitsministeriet i går gjorde Søren Pape det klart, at han vil gøre livet surt for de kriminelle.

I det nye regeringsgrundlag fremgår det, at regeringen blandt andet vil oprette en straffelovskommission. Den nye kommission skal kigge på principperne for strafudmåling.

Regeringen skriver, at den gerne ser en ny og mere tidssvarende straffelov, der "i højere grad er i overensstemmelse med danskernes retsfølelse med større fokus på personfarlig kriminalitet".

- Det har været vigtigt for mig at få skrevet ind, at der bliver skærpede straffe over hele området, sagde han efter overdragelsen.

Oversigt

    Oversigt